Dagens coronatal giver grund til forsigtig optimisme, siger professor
283 er nu smittet med britisk coronamutation i Danmark.
Der er i det seneste døgn konstateret 889 nye tilfælde af smitte med coronavirus.
Det oplyser Statens Serum Institut (SSI)
28 personer er døde med covid-19 i løbet af det seneste døgn.
799 personer er i øjeblikket indlagt, og det er en stigning på 20 i forhold til i går.
131 af dem er indlagt på intensivafdelinger, og det er 6 færre end i går. 84 af de indlagte har brug for respirator, og det er 2 færre end i går.
De 889 nye smittede er fundet blandt 103.825 prøver i det forløbne døgn, og det betyder, at positivprocenten er på 0.86 - et fald i forhold til lørdag, hvor positivprocenten var 0,91.
27 nye smittede med britisk mutation
Ifølge Ritzau er også tallene for, hvor mange danskere, der er registreret smittet med den særligt smitsomme coronavariant B117, den britiske mutation, opdateret.
I alt er der nu fundet 283 tilfælde af smitte med B117 blandt borgere i Danmark. Det tal var lørdag 256.
Eskild Petersen, professor på Klinisk Institut på Aarhus Universitetshospital, siger til Ritzau, at dagens tal giver grobund for forsigtig optimisme, men at vi ikke bør lave om på restriktionerne før 7. februar.
- Der har vi data for, hvordan den britiske variant spreder sig i samfundet. I løbet af næste uge vil vi med SSI’s nye pcr-test få daglige tal for, hvor mange der er smittet med B117, siger Eskild Petersen til Ritzau.
Første tilfælde af sydafrikansk mutation i Danmark
Derudover er det første tilfælde af smitte med en sydafrikansk mutation af coronavirus bekræftet i Danmark. Det meldte SSI ud lørdag.
Den smittede er fra Sjælland, og smitten forbindes med en rejse til Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.
Den sydafrikanske variant er blevet døbt B1351/501Y.