8 billeder fra ugen der gik
Nationalgarden i Kongressen, et kraftigt jordskælv og endnu flere vacciner.
TV 2 har samlet nogle af de billeder, der har gjort visuelt indtryk i løbet af den seneste uge.
Stilhed efter stormen
Forud for indsættelsen af USAs kommende præsident, Joe Biden, har den amerikanske Nationalgarde været på plads og på vagt i Kongressen. Den øgede sikkerhed i området kommer, efter at voldelige og bevæbnede demonstranter 6. januar stormede Capitol Hill.
Trængsel på det sidste stop
Flere end 46.000 mennesker er døde med coronavirus i Tyskland. På et krematorium i Meissen i den østlige del af landet har det stigende antal døde betydet, at de har svært ved at følge med. Her bliver kister stablet i flere lag og placeret på gangene, før der bliver plads i kremeringsovnen, skriver AFP.
Indiens vaccine-ambitioner
Lørdag skød Indiens premierminister, Narendra Modi, et af verdens største vaccinationsprogrammer i gang. I første omgang er det sygeplejersker, læger og andre i frontlinjen, som får et stik. Men regeringen stiler mod at nå at vaccinere omkring 300 millioner mennesker inden juli.
Jordskælv i Indonesien
Et kraftigt jordskælv, der havde en beregnet størrelse på 6,2, ramte fredag den indonesiske ø Sulawesi. Mindst 826 mennesker er kvæstet, mens dødstallet i skrivende stund ligger på 62 mennesker.
En by af is
Verdens største isfestival er for 37. gang opført i byen Harbin, der ligger cirka 1000 kilometer nordøst for den kinesiske hovedstad, Beijing. Det har taget 300 arbejdere det meste af december at bygge byen op. Og det har krævet titusindvis af isblokke hugget ud af den kilometerbrede frosne flod Songhua.
Vandholdige gader
En voldsom regn på Balkan resulterede i løbet af ugen i store oversvømmelser, strømafbrydelser og evakueringer flere steder. Både i Serbien, Albanien og Kosovo er der ifølge AP rapporter om oversvømmelser.
Parader i Pyongyang
Hovedstaden Pyongyang i Nordkorea var torsdag vært for en militærparade for at fejre Det Koreanske Arbejderpartis ottende kongres. Landets diktator, Kim Jong-un, deltog i kongressen, hvor han blandt andet fremviste store missiler og enorme menneskeparader for befolkningen.
Verdens ældste maleri
I det mørke dyb af en grotte på den indonesiske ø Sulawesi har arkæologer fundet verdens ældste hulemaleri med et genkendeligt motiv. Det ældgamle billede forestiller et vortesvin, som måler 136 centimeter i længden og 54 centimeter i højden.