Samfund

Politi efterforsker mulig bilbombe i Gladsaxe som drabsforsøg

En mulig bilbombe kan have forbindelse til uoverensstemmelser i rocker- og bandemiljøet.

Københavns Vestegns Politi efterforsker en mulig bilbombe på Gyngemose Parkvej i Gladsaxe som et drabsforsøg.

Det skriver de i en pressemeddelelse tidligt søndag morgen.

Politiet har ikke på nuværende tidspunkt et motiv klart, men mener, at hændelsen kan have en forbindelse til uoverensstemmelser i rocker- og bandemiljøet.

- Sagen efterforskes som drabsforsøg. Det er på nuværende tidspunkt vurderingen, at der sandsynligvis har været tale om en genstand, som kunne have forårsaget en eksplosion, men det skal yderligere tekniske undersøgelser klarlægge endeligt, siger fungerende politiinspektør Peter Malmose.

Bomberydderrobotten rullemarie er en del af efterforskningen.

Forsvaret Ammunitionsrydningstjenesten (EOD) foretog en række undersøgelser på stedet, og da det ikke kunne udelukkes, at der var tale om en bilbombe, blev genstanden destrueret på stedet.

Hundredevis evakueret

Klokken 14.20 i eftermiddag fik politiet en anmeldelse fra en mand om, at der var monteret en genstand på hans bil, der kunne være en mulig bilbombe.

Politiet valgte derfor over to omgange at evakuere i alt 313 beboere, der bor i nærheden.

Søren Stigsen er en af de lokale beboere, som fra nært hold kunne se politi og bomberyddere i arbejde.

- Det væltede ind med politi, og vi har været på stilke lige siden, for vi skulle jo se, hvad der skete, siger Søren Stigsen til TV 2.

Politiet og ammunitionsrydningstjenesten, der også kaldes EOD, rykkede ud med bomberydderrobotten rullemarie.

Området, hvor politiet undersøger et mistænkeligt forhold lørdag eftermiddag.

Da EOD omkring klokken 22 lørdag aften havde destrueret genstanden, tillod politiet de evakuerede borgere at vende tilbage til deres boliger, imens de fortsatte efterforskningen på stedet.

- De berørte borgere har udvist stor tålmodighed og forståelse for nødvendigheden af denne evakuering, og det er vi meget taknemmelige for, udtaler Peter Malmose afslutningsvis.

Har indledt massiv efterforskning

Politiet har indledt en massiv efterforskning, lyder det.

De efterlyser desuden informationer fra folk, der har muligvis har set noget.

- Efterforskningen skal afklare, hvem der har placeret det mulige sprængstof, og derfor opfordrer vi borgere, der har set noget mistænkelig op til fundet eller i øvrigt har kendskab til sagen, om at kontakte Københavns Vestegns politi, lyder det fra Knud Stadsgaard.

Københavns Vestegns Politi kan kontaktes på 43861448, hvis man har oplysninger i sagen.