Coronavirus

Norge undersøger 13 dødsfald efter vaccine mod coronavirus

Ifølge den seneste danske opgørelse er to ældre borgere døde umiddelbart efter at være blevet vaccineret mod coronavirus.

I Norge undersøger man netop nu 13 dødsfald blandt ældre som mulig følge af bivirkninger af vaccine mod coronavirus.

Det har den norske Lægemiddelstyrelse oplyst i en pressemeddelelse fredag. Ifølge Ritzau har i alt 25.000 nordmænd fået det første stik af coronavaccinen fra Pfizer og BioNTech, og ligesom i Danmark er man begyndt med ældre på plejehjem.

- Rapporterne synes at vise, at reaktioner på vaccinen som feber og kvalme kan havde bidraget til dødsfaldene hos enkelte sårbare patienter, siger Sigurd Hortemo, cheflæge hos den norske Lægemiddelstyrelse.

En dansk ekspert mener dog ikke, at de norske tal bør give anledning til bekymring.

- Det er godt, at man følger udviklingen nøje både i Norge og i Danmark - det skal man. Men hvis jeg var de norske myndigheder, ville jeg ikke være bekymret over de tal, siger Niels Strandberg Pedersen, tidligere direktør for Statens Serum Institut (SSI) fra 1998 til 2016.

- Vaccinationerne bliver jo givet til den ældre gruppe først, og netop i den gruppe er dødeligheden større end blandt andre grupper, siger han.

Niels Strandberg Pedersen påpeger dog også, at der er flere bivirkningerne ved vaccinen mod coronavirus end ved de vacciner, vi kender i forvejen.

- Det er bivirkninger som allergiske reaktioner, men det er man opmærksom på. Men ellers ser man normalt færre bivirkninger hos den ældre gruppe, siger Niels Strandberg Pedersen.

79 indberetninger om bivirkninger - to dødsfald

I Danmark følger Lægemiddelstyrelsen også udviklingen - her er de seneste tal dog 10 dage gamle.

I en pressemeddelelse 6. januar kunne Lægemiddelstyrelsen fortælle, at 60.000 danskere på det tidspunkt havde modtaget vaccinen.

Lægemiddelstyrelsen kunne på det tidspunkt melde om 79 indberetninger om bivirkninger ved vaccinen, blandt andet hovedpine, feber og muskelsmerter. Styrelsen havde også fået indberetning om to dødsfald, som er sket umiddelbart efter de pågældende var blevet vacccineret.

- Det ene tilfælde omhandler en svært syg borger, som blandt andet havde svær lungesygdom. Borgeren var tillige påvirket af psykisk sygdom og modsatte sig behandling af lungesygdommen. Borgeren dør efter forværring af lungesygdom, skriver Lægemiddelstyrelsen.

- Det andet tilfælde omhandler en borger i en meget høj alder, som i forvejen var svækket af alderdom. I begge tilfælde er det Lægemiddelstyrelsens vurdering, at det er mindre sandsynligt, at der er sammenhæng med vaccinen, skriver Lægemiddelstyrelsen.

Ifølge Tanja Erichsen, konstitueret chef for Lægemiddelstyrelsens lægemiddelovervågning, er dødsfaldene ikke overraskende.

- Det er helt som forventet, at der vil være dødsfald, når vi vaccinerer de ældre og svageste først. Det betyder ikke nødvendigvis, at det skyldes vaccinerne, sagde Tanja Erichsen til Ritzau.