Coronavirus

Skolebørn står øverst på listen ved genåbning, vurderer ekspertgruppe

Regeringens ekspertgruppe har offentliggjort en rapport over, i hvilken rækkefølge samfundet skal genåbnes. Barer kommer sidst.

Har du et håb om, at du i den nærmeste fremtid kan tage med vennerne på bar, kan du godt tro om igen.

En ekstern gruppe af økonomiske og sundhedsfaglige eksperter har netop givet deres vurdering af, i hvilken rækkefølge samfundet skal genåbnes.

Og her har barer og værtshuse den absolut laveste prioritet.

Omvendt vurderer gruppen, at grundskolens 0. til 4. klasse bør være de første, der åbner, når der igen er råderum til at lempe på coronarestriktionerne.

- Vi har kigget på, hvilket områder der giver den størst mulige økonomiske effekt, og her bonner de små skolebørn ud, siger Michael Svarer, professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet.

Han er en af de eksperter, som står bag vurderingen, og han begrunder den således:

- Børnenes effekt på smittetrykket er ikke særligt stort. Vi kan reducere et stort læringstab, og forældrene kan i højere grad passe deres arbejde i stedet for at skulle hjemmeskole børnene, siger Michael Svarer og pointerer, at det samtidig er ekspertgruppens vurdering, at nedlukningen har stor påvirkning på børnefamiliernes generelle trivsel.

Lempelse af forsamlingsforbud og butikker må vente

Gruppen af eksperter - den såkaldte faglige referencegruppe - blev nedsat i oktober, da regeringen lancerede det nationale varslingssystem for coronasmitte. Varslingssystemet blev oprettet for i højere grad at kunne holde øje med det aktuelle risikoniveau i Danmark og hvilke tiltag, der kan hindre spredning af coronavirus.

I referencegruppens rapport fremgår det, at eksperterne ikke tager stilling til, hvornår smitteudviklingen er på et niveau, hvor de enkelte restriktioner kan lempes. Gruppen har derimod lavet en sammenfattende vurdering af lempelsernes betydning for "smittespredning, samfundsøkonomi, borgernes trivsel og folkesundhed og indgriben i frihed", står der i rapporten.

Ud fra de kriterier har genåbning af barer og værtshuse den laveste prioritet. Eksperterne har endda taget det forbehold, at barerne fortsat lukker klokken 22 og overholder krav om afstand og mundbind, med i deres vurdering.

En lang række andre områder har referencegruppen valgt at give en såkaldt "mellem prioritet" i genåbningsplanen. Der gælder blandt andet den resterende del af grundskolen, ungdoms- og voksenuddannelser og butikker.

Derudover er en lempelse af forsamlingsforbuddet fra fem til 10 personer også placeret som mellem prioritet.

Anbefalinger til genåbning af samfundet

- Der er masser af tiltag, som vi har svært ved at prioritere over for hinanden. Derfor har vi valgt at sidestille det, vi ikke kan vurdere på tværs, forklarer Michael Svarrer.

- Butikker har for eksempel en stor samfundsmæssig gevinst, men en genåbning af dem vil i højere grad lægge et pres på smittetrykket. Og derfor kan vi ikke prioritere det lige så højt som de mindste klasser i grundskolen.

Referencegruppen vurder samtidig, at Danmark har råd til at være lukket ned et godt stykke tid endnu.

- Det er selvfølgelig ikke gratis at låne, og vi oparbejder lige nu gæld i meget høje milliardbeløb. Men renten er lav, og risikoen for, at den stiger på kort sigt, er også lav, siger Michael Svarrer og konkluderer:

- Vi har altså dybe lommer, og man skal også huske på, at pengene er givet godt ud, hvis det lykkes os at komme igennem med et erhvervsliv, der er nogenlunde intakt på den anden side.

På pressemødet onsdag udtalte sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), at han vil holde møde med referencegruppen i næste uge, hvor også Folketingets partier vil blive indkaldt.

De nuværende restriktioner gælder foreløbigt frem til og med 7. februar.