Samfund

Godstransport over Storebælt indstillet efter hændelse

Godstrafikken er foreløbigt indstillet, indtil Havarikommisionen har indsamlet mere viden om hændelsen. Det oplyser transportministeren.

Havarikommission undersøger en godstogshændelse på Storebælt.

Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Det sker, efter at en borger onsdag eftermiddag gjorde politiet opmærksom på, at en vogn på et godstog vippede på vej over lavbroen i retningen mod Fyn.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) oplyser i pressemeddelelsen, at godstrafikken er foreløbigt indstillet:

- Godstrafikken kan ikke fortsætte som normalt, før der er mere viden om hændelsen. Derfor bliver al transport med trailere på lommevogne over Storebælt stoppet, og jeg har bedt om, at der inden for få dage ligger en plan for, hvad de næste skridt skal være i forhold til at få en grundig gennemgang af sikkerheden, siger han.

Godstransport over Storebælt indstillet efter hændelse

DB Cargo indstiller kørsel

Toget blev stoppet i Nyborg, hvor det blev konstateret, at en lastbiltrailer fra Carlsberg på en lommevogn ikke stod i låseskamlen. Vognen er fra DB Cargo, oplyser ministeriet.

I en udtalelse siger DB Cargo til TV 2, at der hverken er sket personskade eller skade på noget materiel.

- DB Cargo Scandinavia ser på denne hændelse med stor alvor. Vi er glade for, at Havarikommissionen indleder en formel undersøgelse og vil stille alle nødvendige ressourcer til rådighed for myndighederne, lyder det.

DB Cargo har nu indstillet kørslen med lommevogne med den slags lås, som der blev fundet en mulig defekt på. Kørslen er indstillet i både Danmark og Sverige.

Alle godstog kørte på tidspunktet for hændelsen med nedsat hastighed på 80 kilometer i timen på grund af vindforholdene.

Ulykke kostede otte livet

De fleste husker den alvorlige togulykke på Storebæltsbroen for to år siden, hvor otte personer blev dræbt og yderligere 18 kvæstet.

Ulykken skete på lavbroen tidligt om morgenen 2. januar 2019, mens stormen Aldrida raserede over Danmark. Et passagertog blev ramt af en sættevogn, der havde løsnet sig fra sit fæste på et modkørende godstog.

Også dengang var sættevognen fra DB Cargo.

- For to år siden udløste en løs lastbiltrailer på en godsvogn en tragedie på Storebæltsbroen. Derfor er det også klart, at det løber mig koldt ned ad ryggen, når der kommer en ny hændelse, der vækker minder om det, siger transportminister Benny Engelbrecht i meddelelsen.

I december 2019 offentliggjorde Havarikommissionen sin færdige rapport over forløbet.

Her konkluderede kommissionen, at en sættevogn fra DB Cargo ikke var låst fast i låsemekanismen på godsvognen. Den tomme og dermed relativt lette sættevognstrailer kunne derfor blæse af sin plads i godstoget og ramme det modkørende lyntog.

Fyns Politi oplyste desuden i december sidste år, at ingen personer ville blive tiltalt.