Samfund

FDM opfordrer forbrugere til at udsætte bilkøb

Så længe lovforslaget om ny registreringsafgift ikke er vedtaget, bør man ikke købe en ny bil, mener FDM.

- Vent med at købe en ny bil.

Sådan lyder opfordringen fra bilejernes forbrugerorganisation FDM.

Det skyldes, at lovforslaget til ændring af registreringsafgiften endnu ikke er blevet politisk vedtaget, og det skaber "forvirring og usikkerhed".

- Helt overordnet er vi glade for, at der er fundet en ny løsning, der også kommer til at gøre det nemmere og mere fordelagtigt at købe en ny elbil eksempelvis, siger Thomas Møller Thomsen, administrerende direktør i FDM.

- Men da lovforslaget ikke er vedtaget endnu, så er der usikkerhed omkring, hvordan det endelige lovforslag ender og dermed prisen for forbrugeren.

Risikerer at lægge for høj afgift ud

Det er dog ikke den eneste problemstilling. FDM peger også på, at Skat ikke er klar til at administrere det nye afgiftssystem før en gang til juni.

- Så når en forbruger i dag går ud og køber en bil, så bliver det i gåseøjne a conto, at man opkræver afgiften. Så kan forbrugeren risikere at lægge en for høj afgift ud, indtil man på et tidspunkt kan få sine penge tilbage.

Helt konkret betyder det, at hvis man eksempelvis køber en Volkswagen E-UP-elbil eller en Tesla Model S-elbil, så skal man betale registreringsafgift på henholdsvis 11.700 kroner og 423.800 kroner.

Det burde man ikke med det nye lovforslag, men da systemet ikke er klart, skal man alligevel betale pengene. De vil så blive tilbagebetalt på et senere tidspunkt.

- Vi håber, at politikerne kan finde en løsning, der ikke sætter forbrugerne i klemme.

- Vi risikerer at se ind i et halvt år, hvor der kunne være solgt flere grønne biler, men hvor forbrugerne bør holde sig tilbage, indtil der er afklaring på den endelig pris, og hvordan man sikrer sig, at forbrugerne ikke skal lægge penge ud til en afgift, der er for høj, siger Thomas Møller Thomsen.

Ny aftale træder i kraft 1. juni

Regeringen og støttepartier blev i december enige om en grøn omstilling af vejtransporten, der skønnes at medføre 775.000 el- og hybridbiler i 2030.

Aftalen indeholder også initiativer, der reducerer udledningen af drivhusgasser med 2,1 millioner ton.

Den forventes at træde i kraft 1. juni 2021.