Nu er Moderna-vaccinen ankommet til Danmark
Den amerikanske coronavaccine blev godkendt af EU-Kommissionen i sidste uge.
Rettelse: Det har tidligere fremgået, at første danskere vil blive stukket med Moderna-vaccinen i dag. Vaccinen ankommer i dag, mens første stik gives i de kommende dage.
5000 doser af corona-vacciner fra selskabet Moderna er natten til tirsdag ankommet med en lastbil til Danmark.
Det oplyser Statens Serum Institut.
Vaccinen er den anden, der er godkendt i Danmark, og den kan blandt andet give immunitet i mindst et år.
Det oplyste selskabets direktør Stéphane Bancel ifølge Reuters på en stor sundhedskonference mandag.
Han sagde desuden, at Moderna havde fuld tillid til, at deres vaccine også ville kunne håndtere de nye og mere smitsomme mutationer, vi har set i blandt andet Storbritannien og Sydafrika, men som også har fået fat herhjemme.
Forskelle og ligheder med Pfizer-vaccine
Moderna-vaccinen anvender samme mRNA-teknologi som den vaccine fra Pfizer og BioNtech, vi allerede benytter. Derudover har de også begge en effektivitet på omkring 95 procent.
Den største forskel er, at Modernas vaccine kan blive opbevaret mindre koldt - ved 20 minusgrader celsius. Pfizer/BioNTechs skal opbevares ved minus 70 grader.
mRNA-teknologi er nyudviklet og gør det hurtigere at producere vacciner, ligesom det vil gøre det lettere at tilpasse den til eventuelle nye mutationer.
Op mod en milliard doser
De første Moderna-doser bliver nu pakket på SSI, inden de sendes videre til Region Syd i morgen.
Regionen modtaget samtlige doser fra første sending til Danmark, men amerikanske Moderna er klar til at levere mellem 600 millioner og en milliard doser på verdensplan, og tre millioner af dem er allerede bestilt til Danmark.
- Med det vi har opnået indtil videre, så er vi overbeviste om, at vi kan levere mindst 600 millioner doser, lød det fra Stéphane Bancel mandag aften.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fortalte i magasinet Lippert på TV 2 NEWS, at de små leveringer hænger sammen med størrelsen på Modernas fabrikker.
- Moderna er en væsentlig mindre virksomhed end Pfizer, og det betyder, at deres produktionsapparat først er ved komme op i gear nu. Så de fleste leverancer kommer først senere på året, sagde han 6. januar.
Næste leverance ventes i uge 4.