Samfund

Kunstig intelligens skal undersøge bakterier i tarmen

Tarmen er mistænkt for at påvirke mange sygdomme. En ny metode skal nu bruges til at kortlægge tarmbakterier.

Danske forskere har ved hjælp af kunstig intelligens udviklet en algoritme, der kan kortlægge bakterier fra tarmen ud fra afføring.

Dermed er det muligt at blive klogere på, hvordan tarmene påvirker sygdomme.

Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

Den nye metode skal gøre det nemmere at studere de 500 til 1000 forskellige arter, der udgør de cirka 100 milliarder bakterier i tarmen.

Algoritmen kan færdiggøre dna-strengene fra bakterier i afføringen, der indeholder rester fra tarmens bakterier.

- Der er cirka en milliard bakterier i blot ét gram afføring. De tilhører mellem 500 og 1000 forskellige arter, siger lektor Simon Rasmussen, der har stået i spidsen for forskergruppen, i pressemeddelelsen.

- Hvis vi kan rekonstruere deres dna, kan vi få en god idé om, hvem de er, hvad de kan, og hvad de faktisk gør. Det er ikke hele billedet, men det er et kæmpe skridt fremad.

Tarmen mistænkt for at have betydning

Tarmen er nemlig mistænkt for at have betydning for mange sygdomme som sukkersyge og overvægt.

Lige nu undersøges også en potentiel sammenhæng mellem tarmens bakterier og for eksempel autisme, skizofreni og depression.

- Bakteriers tilstedeværelse er helt afgørende for vores immunforsvar. Det gælder ikke mindst tarmbakterierne. Men problemet er, at det er meget svært at studere tarmbakterier i deres naturlige miljø, som de oftest er dybt afhængige af for at kunne overleve.

- Nu har vi udviklet en metode, som ved hjælp af kunstig intelligens kan hjælpe os med at kortlægge, hvilke bakterier der lever i og på os. Det kan give os en idé om, hvordan de arbejder sammen, og hvad der sker, når der opstår sygdom, siger Simon Rasmussen.

Metoden kan potentielt også benyttes i andre studier. Det kan for eksempel handle om, hvad en forurenet grund eller sø har betydet for mikrolivet.