Samfund

Danskerne skal have mindre for pengene - for deres egen skyld

For at komme udviklingen i overvægt til livs vil Kræftens Bekæmpelse ændre portionsstørrelser. Hos 7-Eleven er det allerede indført.

Sodavand, kanelsnegle og chokoladebarer er gennem årene blevet introduceret i megapacks, jumbo- og maxi-udgaver. Men det skal der nu laves om på.

Faktisk skal det i stedet skal gå den modsatte vej, så flere varer bliver mindre. Sådan lyder målet med det nye initiativ 'Ja tak, lidt mindre', hvor Kræftens Bekæmpelse har indgået et samarbejde med flere større fødevarevirksomheder som 7-Eleven, Coop og McDonald's.

- Det er et af svarene på at få bremset udviklingen i overvægt i Danmark. I dag er mere end halvdelen af danskerne overvægtige, og hvis vi ikke får stoppet det, ender vi ude i noget, der minder om amerikanske tilstande, siger projektleder Susanne Tøttenborg fra Kræftens Bekæmpelse.

Overvægt øger risikoen for flere kræftformer – blandt andet nogle af de mest hyppige som tarm- og brystkræft.

Kendinge kommer på skrump

Den internationale nærbutikskæde 7-Eleven er blandt de samarbejdspartnerne, der allerede nu kan komme med konkrete eksempler på, hvilke produkter der bliver sat på skrump.

I foråret vil der således komme nye udgaver af fem af de mest populære varer bag disken. Det drejer sig blandt andet om jumbosneglen - resten vil virksomheden ikke løfte sløret for endnu.

De kommer alle til at blive 20-30 gram mindre, hvilket svarer til 10 procent, fortæller Maria Gervig, kommerciel direktør i 7-Eleven. Hun understreger samtidig, at der ikke er tale om en spareøvelse.

Partnerskabet 'Ja tak, lidt mindre'

Partnerskab i regi af Rådet for Sund Mad og har 18 partnere:

ALT for damerne/FIT LIVING, Bryggeriforeningen, Coop, De Samvirkende Købmænd, DI Fødevarer, Fagligt Selskab for Kliniske Diætister, FOA, Fødevarestyrelsen, Healthy Skinny Bitch, Hjerteforeningen, Kost- og Ernæringsforbundet, Københavns Professionshøjskole, Landbrug & Fødevarer, McDonald’s, Sundhedsstyrelsen, Tænketanken Frej, Aarhus Universitet og Kræftens Bekæmpelse.

- Vi vil også gerne tage et ansvar for sundheden. Derfor kommer vi til at veksle størrelsen til mere kvalitet - vi vil hellere have dyrere råvarer, siger hun.

Ville det ikke være bedre at afskaffe jeres tre-for-to-tilbud?

- Det er der ingen tvivl om, men vi er kommerciel forretning, der skal køre, og vi mener godt, at vi kan kombinere den gode sags tjeneste med at være konkurrencedygtige. Men hvis alle fjernede merstykspriser, ville vi også trykke på knappen, siger Maria Gervig.

Effekten af downsizing.

Det gør en forskel

Kæden var allerede i gang med processen forud for samarbejdet med Kræftens Bekæmpelse, og to kendinge er derfor allerede blevet lettere på vægten: 7-Elevens scones og blåbærmuffins.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse giver en scone om ugen med chokolade på 115 gram i stedet for 130 gram cirka 350 gram mindre på vægten på et år.

Og selvom det i sig selv ikke lyder af meget, kan det blive til sundhedsskadelig overvægt over en årrække, hvis man konstant bliver udsat for større portioner, fortæller Susanne Tøttenborg.

Eksempler på downsizing

  • Hvis man en gang om ugen drikker en lille cafe latte med sødmælk (20 centiliter) i stedet for en stor (30 centiliter), vil man i løbet af et år få 2860 kalorier mindre og undgå cirka 400 gram på vægten
  • Hvis en familie på fire deler halvanden l sodavand i stedet for to l en gang om ugen, vil hver person have sparet cirka 2600 kalorier og cirka 350 gram på vægten årligt.
  • Hvis man en gang om ugen spiser en hakkebøf (syv-ti procent fedt) på 125 gram i stedet for 150 gram undgår man 2080 kalorier. Det svarer til knap 300 gram fedtmasse på et år.

- Det ville selvfølgelig være bedre at spise gulerødder, men jeg tror bare, vi spiser snegle og andet usundt. Og vi tager udgangspunkt i virkeligheden, som den er, i stedet for en ønskesituation. Og der gør ti procent en forskel, siger hun.

Burgere bliver ikke mindre

Hos McDonald's vil man vise sin støtte til partnerskabet med 'Ja tak, lidt mindre' ved at have fokus på at reducere kalorieindholdet i produkter. Det vil dermed ikke komme til udtryk i størrelse, da virksomheden er en del af en global koncern med globale retningslinjer om blandt andet størrelse, oplyser den til TV 2.

Dagligvarevirksomheden Coop, der driver butikskæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Brugsen, Irma, Fakta og coop.dk, vil også komme med vores bud på mindre portioner. Der er dog ikke nogle konkrete planer endnu, fortæller informationsdirektør Jens Juul Nielsen.

Ifølge 7-Eleven kigger virksomheden på hele sit bagersortiment - herunder træstammer og hindbærsnitter - til sommer med fokus på downsizing, Den kommercielle direktør vil heller ikke afvise, at der efterfølgende vil blive kigget på resten af sortimentet.