Coronavirus

Stigning i antallet af indlæggelser det seneste døgn

Der er sket en stigning i positivprocenten, som nu er på det højeste i de seneste fem dage.

Det går nu igen den forkerte vej med antallet af indlagte med coronavirus.

Det seneste døgn er der sket en stigning på 45 personer, så der nu er 930 danskere indlagt med coronavirus.

Af dem er 138 personer indlagt på intensivafdelinger, og blandt dem er 88 i respirator.

Det oplyser Statens Serum Institut.

Samtidig har 27 personer mistet livet med coronavirus, og der er registreret 1239 nye smittede.

Stigning i positivprocenten

De positive prøver er fundet blandt 55.706 test. Det betyder, at positivprocenten er på 2,22, hvilket er højere end de seneste fem dage, hvor der dog har været væsentligt flere tests.

- Det er typiske mandagstal. Jeg tør ikke rigtig lægge noget i dem, det er svært at udlede noget. Men umiddelbart tyder det på, at situationen ikke er blevet så meget værre - men heller ikke så meget bedre, siger Alan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet.

De såkaldte lyntests er ikke med i tallene fra Statens Serum Institut, og det vides ikke, om der er overlap mellem positive test i det offentlige og private.

Søndag blev 186 personer testet positiv i lyntests landet over.

115.932 danskere har fået første stik med vaccinen mod coronavirus, hvilket svarer til 1,99 procent af befolkningen. Det kræver to doser af vaccinen, før den er fuldt dækkende.