Coronavirus

Regeringen gør ikke nok for erhvervslivet, lyder kritikken efter interview

Der er brug for skattelettelser, hvis Danmark skal klare sig godt ud af coronakrisen, mener borgerlige partier.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, var ikke imponeret, da han så interviewet med statsminister Mette Frederiksen (S) på TV 2 søndag aften.

Her talte hun blandt andet om, at Danmark skal investere sig ud af coronakrisen gennem uddannelse og et fokus på klima og grøn energi.

Men der skal skattelettelser til, hvis det skal være attraktivt at drive forretning i landet, lyder det fra oppositionspartiet.

- Vi har set en række skattestigninger det sidste halvandet år, og det går ikke på den lange bane, hvis Danmark skal blive et entreprenant land, hvor folk har lyst til at skabe noget, siger Jakob Ellemann-Jensen til TV 2.

Vækst og velfærd

Venstre har som de fleste andre partier i Folketinget stemt for en række af de hjælpepakker til erhvervslivet, der er blevet skabt under coronakrisen, og det, mener formanden stadig, var korrekt. Men der skal andre boller på suppen fremover, hvis Danmark skal komme ordentligt ud af krisen, lyder det.

Partiet vil hæve forsknings-, udviklings-, og beskæftigelsesfradraget samt helt sætte en stopper for skattestigninger.

- Problemet er, at man har mere fokus på at bruge penge end at tjene penge. Vi er glade for velfærd, men kagen skal gøres større, ikke blot spises, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Heller ikke hos de konservative mener de, at Mette Frederiksen gør tilstrækkeligt for at hjælpe virksomhederne og væksten i gang i Danmark.

Som kollegerne i Venstre mener finansordfører Rasmus Jarlov (K) også, at der er brug for at sænke skatterne og hæve fradrag og topskattegrænsen.

- Lige nu svækker man virksomhedernes muligheder for at agere. Vi skal skabe et velstående samfund, hvor det kan betale sig at gå på arbejde. Det er vigtigt, hvis vi skal kunne betale de regninger, der tårner sig op i øjeblikket, siger han.

DI: Det private kan hjælpe med at vaccinere

Hos Dansk Industri mener man, at regeringen har lavet en række gode tiltag, men at der endnu er lang vej, hvis Danmark skal komme godt ud af krisen.

- På den korte bane skal vi have set på de nuværende hjælpepakker, der skal nå at virke, og vi skal have fjernet loftet over pakkerne. Men derfra er der brug for, at vi får fremrykket nogle af de grønne investeringer og hjulpet eksporten i gang, siger Kim Haggren, der er underdirektør i Dansk Industri, til TV 2.

Han understreger samtidig, at det absolut vigtigste, for at økonomien kan komme i gang igen, er vaccinerne og at få åbnet samfundet op igen.

Derfor foreslår han blandt andet, at den private sektor bør hjælpe det offentlige med vaccineudrulningen.

Bødskov: Vi har gjort det nødvendige

Kritikken af regeringens politik og ønsket om skattelettelser er ikke noget, der gør indtryk på regeringen.

Her lyder det, at man ikke bare har ført den rigtige økonomiske politik, men også den, som danskerne vil have.

- Ved seneste folketingsvalg sagde danskerne nej til den økonomiske politik, de borgerlige partier førte under finanskrisen, og de sagde nej til markante skattelettelser til toppen og virksomhederne, siger Morten Bødskov (S), der er fungerende finansminister, til TV 2.

Han mener desuden, at regeringen allerede er kommet med en række tiltag, der skal sikre væksten fremover.

Det gælder blandt andet den grønne skattereform, som både de konservative og Venstre er en del af.

- Vi har valgt at holde hånden under virksomhederne og lønmodtagerne og samtidig sikret, at vi har råd til at investere i uddannelse, forskning og velfærd i fremtiden, siger Morten Bødskov.