Samfund

Ny forskning skal finde Danmarks ældste øl

Vi har drukket øl i flere tusind år mere end hidtil antaget, mener danske forskere at bevise med ny metode.

Øl har været en del af danskernes liv i generation efter generation.

Men måske går øllets tilstedeværelse i Danmark flere tusind år længere tilbage, end vi hidtil har vidst.

Det forsøger danske forskere og arkæologer at påvise med en helt ny metode.

- Vi ved i dag, at man både har brygget og drukket øl i Mellemøsten, blandt andet i Egypten og det mesopotamiske område, allerede fra det 4. og 5. årtusind før Kristus, siger Adam Cordes, der er arkæolog ved Nationalmuseet.

- At øllet kan dateres så meget tidligere i disse områder – hele 4-5000 år før os i Skandinavien - må være, fordi det ikke tidligere har været muligt at påvise øllets tilstedeværelse.

Han er en del af gruppen af forskere fra Nationalmuseet, der har samarbejdet med lektor Kim Hebelstrup fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet om at udvikle den nye metode til at fastslå de tidligste ølbrygninger i Danmark.

Ældste kendte maltkerner er fra jernalderen

Metoden består af indsamlet korn fra bondestenalderen og et elektronmikroskop.

- Den nye metode opererer med elektroner, hvilket gør, at man kan komme helt ned i mikrometer af det indre af kernerne i kornene til forskel fra et normalt lysmikroskop.

Dermed kan forskerne observere, om kernens enzymer er blevet omdannet til sukker og dermed har skabt huller i de små stivelseskorn.

Denne biokemiske proces er kendt som maltning og er et af de første skridt i brygning af øl.

- Så når vi ser stivelseskorn med huller i, betyder det, at kornet har været spiret og maltet.

Metoden er blevet afprøvet på nogle af de hidtil ældste kendte maltkerner fra jernalderen.

Peter Steen Henriksen, der er museumsinspektør ved Nationalmuseet og også er en del af forskerteamet, glæder sig over metodens muligheder.

- Nu har vi fået et redskab, som faktisk kan bevise, hvornår man begyndte at drikke øl i Danmark.

Den videre forskning vil byde på flere undersøgelser.

- Nu skal vi i de kommende år bruge den nye metode og finde de gamle kornfund frem, siger Henriksen.

FAKTA: Korn fra oldtiden skal hjælpe forskerne

* I et samarbejde mellem Nationalmuseet og Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet er det blevet muligt at udvikle en metode til at påvise maltning af korn på kornkerner fra oldtiden.

* Nu har forskerne mulighed for at komme endnu tættere på kernerne ved brug af et elektronmikroskop.

* På den måde kan forskerne blive bedre i stand til at se, om kornet har været maltet til brygning af øl.

* Maltning er en biokemisk proces, som ikke kan ses med det blotte øje.

* Når korn spirer, sker der en naturlig vækstproces i planten, hvor den begynder at omdanne stivelsen til energi i form af sukker.

* Det er enzymer inde i kernen, der skaber sukkeret ved at nedbryde stivelseskorn indefra, således at der kommer huller i de enkelte stivelseskorn.

* At hullerne i stivelseskorn kan observeres, danner grundlanget for den nye forskningsmetode.

Kilde: Adam Cordes, arkæolog hos Nationalmuseet