Sundhedsstyrelsen sætter dato på, hvornår alle i Danmark forventes vaccineret

Den brede del af befolkningen er den sidste gruppe, der skal vaccineres, og det forventes at være færdiggjort senest i uge 25.

Alle i Danmark, der tager imod tilbuddet vaccinen mod coronavirus, kan være vaccineret med andet stik senest 27. juni.

Det fremgår af en vaccinationskalender på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Udmeldingen kommer samme dag, hvor Danmark har sikret sig 3,9 millioner doser af coronavaccine, efter at EU har indgået en ny aftale med Pfizer og BioNTech.

Fredag viste tal fra Statens Serum Institut, at mindst 102.092 personer har fået den første af to doser coronavacciner fra Pfizer og BioNTech. Det svarer til 1,75 procent af befolkningen.

Det danske vaccinationsprogram begyndte 27. december, og opgørelsen går frem til fredag morgen klokken 04.30. Tallet er dog forbundet med usikkerhed, da der kan være forsinkelser i tallene, lyder det fra Statens Serum Institut.

Direktør for Statens Serum Institut, Henrik Ullum, glæder sig over, at Danmark har passeret 100.000 vaccinerede.

- Flot samarbejde mellem regionerne, kommunerne, de praktiserende læger, Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen, skriver han på Twitter.

Den brede befolkning vaccineres til sidst

Allerede i februar kan den første af 12 befolkningsgrupper være fuldstændig vaccineret med andet stik. Det drejer sig om borgere i plejebolig og lignende, der allerede i begyndelsen af februar kan være immune for coronavirus.

Derefter begynder vaccinationerne for dem, der arbejder med udsatte borgere i Danmark.

Se listen her:

  • Borgere i plejebolig og lignende forventes vaccineret senest i uge 5 i februar.
  • Borgere over 65 år, der modtager både praktisk hjælp og personlig pleje, kan være fuldt vaccineret senest i uge 6 i februar.
  • Ældre over 85 år kan være vaccineret senest i uge 9 i marts.
  • Frontpersonale i sundheds-, ældre- og dele af socialsektoren kan være vaccineret ved senest i uge 16 i april.
  • Udvalgte personer med særligt øget risiko senest i uge 15 i april.
  • Nogle pårørende til personer med særligt øget risiko forventes at være vaccineret senest i uge 6 i februar.
  • Borgere mellem 80-85 år forventes vaccineret senest i uge 15 i april.
  • Borgere mellem 75-79 år forventes vaccineret senest i uge 19 maj.
  • Borgere mellem 65-74 år forventes vaccineret senest i uge 20 i maj.
  • Borgere under 65 år, der er i risikogruppen, kan være vaccineret senest i uge 18 i maj.
  • Personale, som varetager samfundskritiske funktioner forventes vaccineret senest i uge 18 i maj.
  • Den øvrige befolkning over 16 år, der tæller 3 millioner mennesker, forventes senest at være vaccineret i uge 25 i juni.

Vacciner til 18,8 millioner borgere

Ifølge Lægemiddelstyrelsen er der indkøbt vaccinationer, så der i princippet kan vaccineres op mod i alt 18,8 millioner borgere i Danmark.