Coronavirus

Region Hovedstaden har vaccineret alle plejehjemsbeboere

12 dage efter de første vaccinedoser ankom til Danmark, har Region Hovedstaden vaccineret alle de plejehjembeboere, der ønskede det.

Alle plejehjemsbeboere i Region Hovedstaden har fået det første af to vaccinestik.

Det siger Jonas Egebart, lægefaglig vicedirektør for Nordsjællands Hospital, til nyhedsbureauet Ritzau. Han står i spidsen for regionens vaccinations-taskforce.

Ifølge Ritzau har "stort set alle" plejehjemsbeboere takket ja til at modtage vaccinationen, fortæller vicedirektøren.

Alle plejehjemsbeboere i Danmark, som har ønsket at få coronavaccinen, har fået første stik, når ugen er omme.

Sådan lød meldingen fra Danske Regioner i en pressemeddelelse mandag.

Der er i alt 191 plejecentre i regionen.

Ny vaccine på vej

Alle vaccinerne er indtil videre kommet fra samarbejdet mellem virksomhederne Pfizer/BioNTech.

Men onsdag blev vaccinen fra amerikanske Moderna godkendt i EU, og dermed er den også blåstemplet til brug i Danmark.

Hvornår den kommer, er dog endnu uvist.

Vaccinen bliver produceret på en fabrik i Schweiz, og hvornår det første danske Moderna-stik bliver givet, afhænger ifølge Lægemiddelstyrelsens direktør Thomas Senderovitz af, hvornår producenten får sendt vaccinen afsted.

De to vacciner har baggrund i stort set samme teknologi, men en væsentlig forskel er, at Modernas vaccine kun skal opbevares ved -20 grader, hvor Pfizers skal opbevares ved -70 grader.

Sidstnævnte stille større krav til logistikken, men Modernas entré på vaccinationsscenen kommer dog ikke til at ændre væsentligt på hastigheden, danskerne bliver vaccineret i, lød det fra Søren Riis Paludan, professor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.

- Det er ikke en gamechanger på gadeniveau, for Modernas produktion er i væsentlig mindre skala end Pfizers, sagde han.

Begge vacciner skal gives i to omgange. Tirsdag sagde Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, at i stedet for at give dem med tre ugers mellemrum, kan de gives med op til seks ugers mellemrum.

På den måde kan flere danskere få første vaccine, mens der er færre vacciner i starten af udrulningen, lød det fra Brostrøm.

12 dage med vacciner i Danmark

27. december blev den første dansker vaccineret.

Det var den 79-årige fynbo Leif Heiselberg, der er beboer på Ældrecenter Øst i Odense, hvis overarm blev den første, der fik vaccinen i Danmark.

- Jeg har det sgu da glimrende, fuldstændig glimrende, ingen problemer, sagde den 79-årige, kort efter, han havde fået vaccinen.

Torsdag er 82.544 personer blevet vaccineret ifølge tal fra Statens Serum Institut.