Coronavirus

Beboere og personale på plejehjem blev vaccineret - nu har de corona alligevel

Professor kender til flere vaccinerede personer, der er blevet smittet med coronavirus. Vaccinen er først for alvor effektiv efter andet stik.

Der var "feststemning" og et "lettelsens suk", da beboere og personale på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus blev vaccineret mod coronavirus 29. december.

Halvanden uge efter er den gode stemning afløst af frustration og forbavselse.

Tre ansatte og seks beboere er blevet henholdsvis hjemsendt og isoleret efter at være blevet testet positiv for coronavirus.

De tre ansatte og tre af beboerne blev vaccineret 29. december. De andre smittede var i forvejen isoleret på grund af mistanke om smitte, fremgår det af en mail sendt til de pårørende fra Kongsgårdens forstander.

Det er et levende eksempel på, at man skal opfatte sig selv som "ikke vaccineret" i 14 dage efter første stik

Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme

En af de vaccinerede ansatte, der nu også er smittet, er den 35-årige sosu-assistent Steffen Petersen.

Han forklarer til TV 2, at personalet og beboere fortsat lod sig teste efter at have modtaget vaccinen.

Noget der blev ekstra relevant, da to beboere i weekenden blev testet positiv med coronavirus. Steffen Petersens test var negative frem til 3. januar. Men 5. januar om aftenen tikkede et nyt testsvar ind. Steffen Petersen var nu positiv.

- Tirsdag aften inden jeg skal lægge den sidste beboer i seng, får jeg et glas saft med kollegerne, da jeg tjekker minsundhed.dk. Jeg går ind og ser mine prøvesvar, og tænker "hvad satan". Den er positiv.

Steffen Petersens prøvesvar fra hans coronatests.

Frem til tirsdag aften har Steffen Petersen fortsat med sit arbejde på Kongsgården og betjent beboerne iført værnemidler som handsker og mundbind, men nu blev han sendt direkte i isolation.

Sosu-assistenten har siden tirsdag haft feber, ondt i kroppen og særligt højre side af maven. Torsdag er Steffen Petersens tilstand forværret. Han er nu indlagt på covid-19-klinikken i Randers med over 40 i feber.

Ikke udtryk for at vaccinen ikke virker

Steffen Petersen og de andre smittedes historie fra plejehjemmet i Aarhus er imidlertid ikke noget ukendt fænomen.

Smitteudbruddet kan forklares med, at vaccinen først begynder at virke to uger efter første stik og først er 95 procent effektiv efter stik nummer to.

Det fortæller Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme.

Han opfordrer derfor til, at man opfatter sig som ubeskyttet frem til to uger efter, at man har fået første stik.

- Smitte blandt vaccinerede kender man fra USA. Vaccinen har ikke en effekt fra det øjeblik, den bliver sprøjtet ind. Det er ikke et udtryk for, at vaccinen ikke virker, siger Lundgren.

Bliver man syg under 14 dage efter ens vaccinestik, har man dermed fået coronavirus, som personer, der ikke er vaccineret.

Gør tidspunkt for andet stik til en reel problematik

En af Steffen Petersens kolleger på Kongsgården, 61-årige Kirsten Jensen, er også blevet smittet efter at have modtaget vaccinen.

Hun sidder lige nu i isolation, hvor hun har tør hals og er "snothamrende" forkølet.

Her frygter hun, at hendes sygdomsforløb påvirker hendes mulighed for det andet stik.

Det skal gives inden for seks uger, men samtidig anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man venter med at blive vaccineret til en måned efter overstået sygdom.

Jens Lundgren kalder problematikken reel.

- Når hun så har fået virussen i mellemtiden, er det at sidestille med, at hun har fået sit andet stik for tidligt. Hvornår hun så skal vaccineres i anden omgang, skal hun være i dialog med sin læge om, anbefaler Lundgren.

Skarp adskillelse på plejehjem

På Kongsgården testes alle beboere, der ønsker tests, hver søndag i henhold til forskrifterne for Styrelsen for Patientsikkerhed.

Smitten er konstateret på plejehjemmets stueetage og anden sal, men ikke første sal. Derfor bevæger medarbejdere og pårørende sig skarpt adskilt uden mulighed for at vandre rundt mellem etagerne.

Plejecenter Kongsgården i Viby Aarhus plages af coronasmitte.

Man ved endnu ikke, hvor længe vaccinen beskytter, men det er sandsynligt, at effekten vil aftage over tid. Dog er effekten i hvert fald længere end det halve år, hvor de kliniske test har stået på.

Længden på vaccinationens effekt vil afhænge af, hvor lav immunresponsen kan være for at forhindre en infektion - skal den være høj, har vaccinen en kort beskyttelsestid, skal den være lav, har den længere.

Det kan man finde ud af ved at fortsætte med at overvåge deltagerne i de kliniske testforsøg, der allerede er igang. Man kan også undersøge det ved at udsætte testpersoner, der er blevet vaccineret, for smitte under ordnede forhold. Sådanne forsøg planlægges lige nu i Storbritannien.