Coronavirus

Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Sydafrika

Ny covid-19-variant får Udenrigsministeriet til at fraråde rejser til Sydafrika og indføre indrejseforbud.

Udenrigsministeriet i Danmark fraråder nu alle rejser, herunder også erhvervsrejser, til hele Sydafrika.

Det oplyser ministeriet natten til onsdag i en pressemeddelelse.

Samtidig indføres der fra 6. januar til 17. januar indrejseforbud for udenlandske rejsende fra Sydafrika, der ikke har bopæl i Danmark.

Det sker som følge af en særligt smitsom covid-19-virusvariant i Sydafrika samt for at forhindre virusvarianten i at blive bragt til Danmark.

Danske statsborgere og personer med bopæl i Danmark må fortsat rejse ind i landet fra Sydafrika.

Ti dages selvisolation

Men Udenrigsministeriet opfordrer på det kraftigste til, at man ikke rejser hjem fra Sydafrika før 17. januar. Det er her, hvor de senest indførte restriktioner i Danmark står til at udløbe.

I stedet opfordres danskere i Sydafrika til at følge de lokale myndigheders anvisninger.

Skulle nogen finde på at rejse hjem alligevel, så opfordrer ministeriet til, at man bliver testet før afrejse samt ved ankomst til Danmark, og at man går i selvisolation i ti dage, når man kommer hjem.

Udenrigsministeriet anbefaler også danske rejsende at kontakte deres fly- eller rejseselskaber for at undersøge hjemrejsemulighederne.

Ministeriet oplyser, at der stadig er ruteflyforbindelser til Danmark fra Sydafrika via flere transitlufthavne, men at det hurtigt kan ændre sig.

Endnu ikke set i Danmark

Den særlige sydafrikanske coronavariant er ikke endnu blevet påvist herhjemme, men forskere holder nøje øje med, om den skulle dukke op.

Ligesom den nye britiske coronavariant, der tirsdag førte til nye restriktioner i Danmark, vurderes den sydafrikanske variant også at være mere smitsom.

Varianten kaldet N501YV2 er på kort tid blevet en af de dominerende varianter i Sydafrika.

I Storbritannien har forskere udtrykt frygt for, at de nye coronavacciner muligvis ikke vil virke mod den nye variant fra Sydafrika.