Coronavirus

EU godkender Moderna-vaccinen

Teknologien bag Modernas og Pfizer/BioNTechs vacciner er stort set ens.

EU-Kommissionen godkender coronavaccinen fra Moderna, oplyser kommissionsformand Ursula von der Leyen.

Dermed er vaccinen også godkendt til brug i Danmark.

- Det betyder, at vores vigtigste våben i kampen mod virussen nu bliver stærkere, siger Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke i en pressemeddelelse.

Vaccinen er produceret af amerikanske Moderna og er af samme type som den vaccine, der kort før årsskiftet blev rullet ud i Danmark.

Generelt er Moderna-vaccinen meget lig den fra Pfizer-BioNTech, der lige nu bliver injekteret i danske overarme. Den største forskel ligger i logistikken.

Modernas vaccine kræver nemlig "kun", at temperaturen ligger på omkring minus 20 grader celcius for, at den bevarer sin virkning, hvorimod Pfizer/BioNTech-vaccinen skal opbevares ved ultrakolde 70 minusgrader.

- De to vacciner er stort set ens, men det kan give en lille fordel i forhold til distribueringen, siger Søren Riis Paludan, der er professor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.

  • Gennemsnitlig effekt

    94,5 procent

    95 procent

  • Indkøbspris

    Mellem 157 og 233 kroner

    120 kroner

  • Opbevaring

    Minus 20 grader celsius

    Minus 70 grader celsius

  • Aldersgrupper

    Fra 18 år og opefter

    Fra 16 år og opefter

  • Vaccinetype

    mRNA

    mRNA

  • Antal doser og timing

    To doser med 28 dages mellemrum

    To doser med 21 dages mellemrum

  • Hvor lang beskyttelse

    Mindst et år

    Uvist på nuværende tidspunkt

Ingen gamechanger

Planen er, at vaccinerne hurtigt skal i brug i Danmark, lyder det fra Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz.

Vaccinen bliver produceret på en fabrik i Schweiz, og hvornår det første danske Moderna-stik bliver givet, afhænger ifølge Thomas Senderovitz af, hvornår producenten får sendt vaccinen afsted.

Selvom den nye godkendelse betyder, at Danmark vil kunne vaccinere i et højere tempo, bliver farten ikke overvældende, vurderer Søren Riis Paludan.

- Det er ikke en gamechanger på gadeniveau, for Modernas produktion er i væsentlig mindre skala end Pfizers, siger han.

Den schweiziske fabrik kan dagligt producere 800.000 vaccinedoser, mens Pfizer/BioNTechs plan er at producere 1,3 milliarder doser i løbet af 2021. En stor del af Moderna-doserne vil gå til USA, der allerede godkendte vaccinen 19. december.

51.512 danskere var 5. januar blevet vaccineret. Det første stik blev givet på et fynsk plejehjem 27. december.

Det tal vurderer Søren Riis Paludan, at Modernas vaccine kan øge med 10-15.000 mennesker ugentligt.

- Det er lidt irriterende ud fra den betragtning, at vi allerede synes, at det ugentlige antal doser fra Pfizer/BioNTech er lavt, siger han og kalder processen "meget langsom".

Første sending bliver mindre

Danmark har sikret sig vacciner til cirka tre millioner danskere fra Moderna, oplyser Sundhedsministeriet.

Men den første sending af vaccinedoser bliver mindre end den, vi har modtaget fra Pfizer/BioNTechs fabrikker i Belgien, der har været på henholdsvis 9750 doser, 38.000 doser og siden 47.750 doser.

- Første sending bliver nok lidt færre end Pfizers, men når Moderna får gang i produktionen, begynder det at se fornuftigt ud, siger Thomas Senderovitz.

På sigt er planen, at Moderna vil opskalere produktionen, og så vil tempoet blive øget markant, lyder det fra Lægemiddelstyrelsen.

Vaccinen er en såkaldt mRNA-vaccine, og dens hyppigst rapporterede bivirkninger er - ligesom Pfizer/BioNTechs vaccine - indstiksømhed, træthed, hovedpine, muskelømhed, kulderystelser, ledsmerter og feber. Man skal have to vaccinationer, før effekten er optimal.

I de kliniske test, hvor over 30.000 mennesker deltog, viste vaccinen en effekt på omkring 95 procent, hvilket ifølge Søren Riis Paludan er "meget effektivt".

En halv dose?

Vaccinen fra Moderna er allerede i brug i Storbritannien, Canada og USA. Hos sidstnævnte blev det debatteret, om doserne fra Moderna skulle deles op i to, når de 18 til 55-årige amerikanere fik vaccineren.

På den måde ville dobbelt så mange mennesker blive vaccineret, lød det fra Moncef Slaoui, der er ledende videnskabelig rådgiver på det amerikanske vaccineprogram, Operation Warp Speed.

Argumentet var, at personer yngre end 55 år i de kliniske test viste samme effektive immunrespons, uanset om de fik en halv eller en hel vaccinedosis.

Beslutningen om de halve doser ligger i sidste ende hos den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, som indtil videre har afvist planerne om de halve doser.

I Danmark bør man overveje det nøje, hvis man vil spekulerer i det samme, lyder det fra Søren Riis Paludan.

- Så bevæger man sig ud på noget, hvor man ikke har samme dokumentation, siger han.