Samfund

Vilde dyr risikerer at skræmme skovens brugere væk, mener organisationer

Skal der bo flere bisonokser, vilde heste og andre store dyr i den danske natur?

Bisonokser og vilde heste er med til at gøre den danske natur mere mangfoldig.

Men store dyr kan samtidig skræmme folk væk fra naturområder.

Det mener flere idrætsorganisationer, der er bekymrede over planerne om at udsætte flere vilde dyr i naturen.

Det gælder blandt andre formand for Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger Charlotte Bach Thomassen og direktør i Danmarks Idrætsforbund Morten Mølholm.

- Vi vil gerne anbefale, at vi finder nogle gode løsninger, som gør, at både vilde dyr og mennesker kan være i naturen og sameksisterer, siger Charlotte Bach Thomassen til TV 2.

- Det handler ikke om, at der ikke skal udsættes vilde dyr, men at friluftsliv bliver en prioritet lige såvel som biodiversitet, siger hun.

Frygter ulykker

Udmeldingen kommer, efter at der i begyndelse af december blev indgået en aftale om en biodiversitetspakke blandt regeringen og resten af rød blok.

Der har været enkelte ulykker, hvor vilde dyr simpelthen sætter i bevægelser, og løber mennesker over ende

Charlotte Bach Thomassen, formand for Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger

Den skal blandt andet give Danmark knap 75.000 hektar urørt skov og 13 nye naturnationalparker i tillæg til de to, der allerede er planlagt. Her skal udsættes vilde dyr som elge, hjorte, får, vilde heste og bisonokser i store indhegnede områder.

Og de store dyr kan ikke undværes, lyder det fra Peter Brostrøm, der er skovrider i Naturstyrelsen Kronjylland.

- De store dyr er et væsentligt element i et naturligt økosystem, og de er med til at skabe den dynamik, man ønsker, for at opnå de bedste betingelser for biodiversitet, siger han til TV 2.

Men man bør tænke sig godt om, inden man sætter for mange store dyr ud i naturen, lyder det fra idrætsorganisationer.

Det er ikke alle dyrene, der er gode til at sameksistere med mennesker, og det kan blive et problem, mener Charlotte Bach Thomassen:

- Der har været enkelte ulykker, hvor vilde dyr simpelthen sætter i bevægelser, og løber mennesker over ende, siger hun.

I sommer blev en 67-årige kvinde trampet på af kvæg, der var blevet skræmt af en løs hund. Det skete ved Lushage Strand på Helgenæs.

Tre huskeregler i naturen

Men ifølge skovrider Peter Brostrøm kan man trygt færdes indenfor indhegnede områder med store dyr.

Det gælder bare om at være opmærksom på nogle grundlæggende rammer for, hvordan man opfører sig, siger han.

Han peger på tre vigtige huskeregler:

  1. Hold afstand
  2. Vær rolig
  3. Hold hunden i stram snor