Coronavirus

Danmark har ikke vacciner nok, men EU-samarbejde fastholdes

- Vi vaccinerer flest af alle EU-lande, men vi modtager alt for få doser, lød det fra statsministeren ved tirsdagens pressemøde.

Der er lang vej til, at vi i Danmark kan få vaccineret hele befolkningen.

Der er nemlig på nuværende tidspunkt slet ikke vacciner nok i Danmark. Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S) ved dagens pressemøde om coronasituationen og særligt smittespredningen af den britiske coronavariant, B117.

- Det er en nøgtern konstatering, at vi mangler vacciner i dag, og vi vil for eksempel i Danmark være i stand til at vaccinere langt flere borgere, end vi har doser til, sagde hun.

Statsministeren henviste ved pressemødet til Israel, som allerede har vaccineret 14,14 procent af befolkningen, men understregede, at vaccineudrulningen går godt for Danmark i EU-regi:

- Lige nu ligger Danmark i front i EU-kredsen af lande i forhold til antal vaccinerede, og det er rigtig godt, men vi modtager jo alt for få doser.

Bryder ikke ud af EU-samarbejde

Mette Frederiksen ville dog hverken be- eller afkræfte, at EU's omdiskuterede vaccinestrategi har været den rigtige.

Men på pressemødet understregede hun, hvad Danmarks holdning har været, når spørgsmålet om indkøbsstrategien er blevet vendt i EU-regi.

Her har man presset på for at få købt flere vacciner.

- Køb, køb, køb. Det er vores budskab. Der skal ikke mangle ressourcer til at købe vaccine, siger statsminister Mette Frederiksen.

Gennem EU har Danmark lavet vaccineaftaler med seks forskellige vaccinevarianter, hvoraf den fra Pfizer/BioNTech er den, der vaccineres med på nuværende tidspunkt.

Kritik af EU's indkøbsstrategi

I flere lande er der kritik af, at EU ikke har købt så mange vacciner, som landene har ønsket.

Flere mener, at EU har handlet for langsomt, købt for lidt ind og været for langsomme til godkende vaccinerne i Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

Kritikken tog til efter det tyske medie Der Spiegel i december beskrev, at EU tidligere har afvist kontrakter med vaccineproducenter, fordi man allerede havde indgået andre kontrakter.

Ifølge statsministeren kommer det dog ikke på tale at bryde ud af EU-samarbejdet, ligesom for eksempel Tyskland har gjort det. I stedet håber man, at EU vil gå til indkøb af langt flere doser til medlemslandene:

- Vi vil til gengæld meget, meget kraftigt appellere til, at der købes alt, hvad der kan, sagde Mette Frederiksen.