Coronavirus

Andet vaccinestik kan komme op til seks uger efter første

Flere danskere kan blive vaccineret, når der kan gå længere tid mellem indsprøjtningerne, og dokumentationen for det er i orden, siger Brostrøm.

Anden vaccineindsprøjtning mod coronavirus kan vente op til seks uger efter første stik.

Det siger Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen, til TV 2. Han tilføjer, at styrelsen vil skrive det i sine opdaterede retningslinjer.

- Hidtil har vi sagt, at der skal gå tre til fire uger imellem hvert stik, men der kan godt gå op til seks uger mellem første og andet stik, siger Søren Brostrøm.

Der er en hel lavpraktisk grund til at forlænge perioden mellem de to stik, lyder det:

- Så får vi lidt flere vaccineret, nu hvor vi har færre vacciner her i starten. Men alle får deres andet stik også.

Ifølge direktøren er der rigelig med dokumentation, der viser, at vaccinen fungerer lige så godt, hvis man venter op til seks uger med at få stik nummer to.

- Vi kigger i de videnskabelige studier, der ligger til grund for godkendelsen af de her vacciner fra Pfizer og Moderna (der forventes at blive godkendt i EU snart, red.). Vi kan se i dokumentationen, at de har taget alle med, der er vaccineret med mellem 19 og 42 dages interval, siger Brostrøm.

Hidtil har anbefalingen været, at der kun skulle gå op til tre uger mellem første og andet stik for, at vaccinen beskytter mod coronavirus i så vid udstrækning som muligt.

Briterne agerede efter samme procedure indtil for kort tid siden, hvor man besluttede at tillade, at der kan gå op til 12 uger mellem første og andet stik.

Brostrøm: Vi er glædeligt overrasket

I skrivende stund er knap 47.000 personer blevet vaccineret mod coronavirus, siden man begyndte at vaccinere danskerne 27. december, viser tal fra Statens Serum Institut.

Man fik desuden flere doser ud af hver ampul, så de få vacciner, der er ankommet i begyndelsen, har kunne række længere.

- Vi blev glædeligt overrasket over, at det lykkes at få så mange ekstra doser ind, så spildet har været mindre, end vi havde regnet med, siger Søren Brostrøm.

Lover to behandlinger med samme vaccine

I dag behandler man en godkendelse af vaccinen fra amerikanske Moderna i EU, og derfor forventes det, at den start også bliver sprøjtet ind i overarmene på borgere i EU - herunder danske overarme.

- Det er fantastisk, at vi lige om hjørnet får godkendt endnu en vaccine, og at vi har to forskellige vacciner med samme teknologi, som kommer uafhængigt af hinanden med god dokumentation. Når vi har to godkendte vacciner, kan vi få leveret mere vaccine til Danmark, siger direktøren.

Søren Brostrøm garanterer, at man holder fast i, at danskerne får begge stik, og at de vil indeholde samme vaccine. Altså man kommer ikke til at få en indsprøjtning med Pfizer-vaccinen først og Moderna-vaccinen som nummer to.