Coronavirus

Storbritannien udsætter andet vaccinestik – Danmark bør overveje det samme, mener ekspert

Danmark risikerer at gå på kompromis med hele det grundlag, vaccinen er godkendt på. Men myndighederne bør overveje det, mener professor.

Tre uger efter det første stik med coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech skal der gives en dosis mere.

Sådan er det i Danmark, og sådan har det også været i Storbritannien. Men nu har briterne ændret i proceduren, så det andet stik først bliver givet efter 12 uger.

Det giver den fordel, at flere kan blive vaccineret med det samme. Noget der er brug for, fordi en ny særlig smitsom variant af coronavirus har fået smitten til at stige kraftigt.

Vi står nu med en ny udfordring, altså en variant af en muteret virus, som smitter mere, spreder sig mere og hurtigere.

Lars Østergaard, professor og ledende overlæge, Aarhus Universitetshospital

Den muterede variant spreder sig også i Danmark, og derfor giver det god mening at undersøge, om man også skal udskyde det andet stik i Danmark. Det siger Henrik Ullum, der er direktør i Statens Serum Institut til DR.

Han har dog visse bekymringer, så som ”officiel myndighedsperson” hælder han i første omgang til den officielle anbefaling om at give anden dosis 21 dage efter den første.

- Man kunne være bekymret for, at man på trods af vaccinationerne vil se flere infektioner, så det kan være en falsk tryghed, og man kunne også være bekymret for, om de virus, der vil vokse frem, kan være mindre følsomme over for vaccinerne, siger han til DR.

Ekspert anbefaler grundig overvejelse

Ifølge de britiske sundhedsmyndigheder tyder de nyeste data på, at den første dosis af coronavaccinen beskytter de fleste i op til tre måneder.

Men vaccinen er kun godkendt på baggrund af forsøg, hvor de to doser er givet med 21 dages mellemrum. Dens sikkerhed og effektivitet er dermed ikke evalueret i forhold til andre intervaller.

- Det er op til sundhedsmyndighederne at træffe beslutninger om alternative doseringsstrategier, men Pfizer opfordrer til, at sundhedsmyndighederne sikrer grundig overvågning af enhver alternativ strategi, skriver Pfizer Danmark til TV 2.

Ifølge producenten, amerikanske Pfizer og tyske BioNTech, lader vaccinen til at give delvis beskyttelse 12 dage efter første dosis. Men det er nødvendigt at få to doser for at opnå den maksimale beskyttelse på 95 procent.

Så hvis man ændrer intervallet, går man på kompromis med den viden, der er indsamlet, og hele det grundlag, som vaccinen er registreret på basis af. Det påpeger Lars Østergaard, der er professor og ledende overlæge på afdelingen for Infektionssygdomme ved Aarhus Universitetshospital.

- Det er jo en udfordring, og det skal man selvfølgelig tage med ind i sine overvejelser, hvis man begynder at ændre den strategi, som man har lavet al sin viden på basis af, siger han til TV 2.

Alligevel anbefaler han at overveje meget grundigt, om Danmark bør gøre som briterne, fordi det vil betyde, at vi kan vaccinere mange flere meget hurtigere.

- Vi står nu med en ny udfordring, altså en variant af en muteret virus, som smitter mere og hurtigere. Og dermed har vi også behov for et stærkere redskab i kampen mod corona, og der er vaccination jo en vigtig ting, siger Lars Østergaard.

Partier vil have det undersøgt

Den muterede variant af coronavirussen vurderes at være 50-70 procent mere smitsom end den kendte variant.

I Danmark var der lørdag påvist 86 tilfælde af den nye variant, men det reelle tal forventes at være cirka ni gange højere, fordi Statens Serum Institut kun har analyseret 11 procent af de positive prøver.

Fakta er, at vi mangler vacciner, og hvis man udskyder det andet stik nogle uger, så kan vi få nogle flere vaccineret

Per Larsen (K), sundhedsordfører

Derfor er det ”værd at overveje”, om Danmark skal gøre som Storbritannien og udsætte anden dosis af vaccinen. Det mener SF’s sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen.

- Hvis vi kan bruge vacciner som en metode til at forhindre, at smitten spreder sig meget hurtigt, så synes jeg, at man skal overveje det, siger hun.

Det Konservative Folkeparti er enig og vil have regeringen til at lægge pres på sundhedsmyndighederne for at komme med en udmelding.

- Fakta er, at vi mangler vacciner, og hvis man udskyder det andet stik nogle uger, så kan vi få nogle flere vaccineret, siger sundhedsordfører Per Larsen.

Siden Danmark begyndte at vaccinere mod coronavirus for en uge siden og frem til søndag morgen klokken 4.30, er 40.541 personer blevet vaccineret, viser en opgørelse fra Statens Serum Institut. Det er 0,69 procent af befolkningen.

Søndag blev der registreret 1170 nye tilfælde af coronavirus på baggrund af 37.818 prøver og 29 nye dødsfald.