Regnefejl fra Unicef – danske babyer bliver alligevel ikke 102 år
På grund af en regnefejl gav Unicef nyfødte i flere lande en alt for høj forventet levealder.
Årets nyfødte danskere kan alligevel ikke forvente at blive 102,1 år gamle, men "blot" 93,7 år.
Det oplyser Unicef onsdag, efter at børneorganisationen har fundet en betydelig regnefejl i sine egne forudsigelser af, hvor længe børn født over hele verden i 2021 i gennemsnit kan forvente at leve.
- Det er dybt beklageligt, siger Unicef i en mail til Ritzau om historien, der blev omtalt af flere danske medier i begyndelsen af året.
I visse tilfælde har FN-organisationen regnet forkert med over tyve år. Det fremgår af en revideret liste over verdens forskellige lande.
Babyer stod til at blive 116,4 år i gennemsnit
En af de største regnefejl finder man for Schweiz.
Her kan man se, at Unicef nu vurderer, at børn født i landet i år kan forvente at blive 94,8 år gamle. Det er 21,6 år færre end på den oprindelige liste, hvor schweiziske babyer stod til at blive 116,4 år i gennemsnit.
I mailen til Ritzau forklarer Unicef, at tallene for aldersgruppen fra 80 og opefter blev for "overoptimistiske" i den oprindelige beregningsmodel.
Det skyldes ifølge Unicef, at FN’s befolkningsfremskrivning, World Population Projections, som ligger til grund for prognosen, kun løber til år 2100.
- En simpel metode blev brugt til at fortsætte tidligere tendenser i fremtiden med yderligere antagelser og fremskrivninger i den periode. Men prognosen for den ældre aldersgruppe var følsom over for data brugt til yngre aldersgrupper, og det gav nogle overoptimistiske tal for nogle vestlige lande, skriver Unicef.
- Efter data-teamet brugte en alternativ metode, der udvider tidslinjen til 2130, fik de tal, der stemmer bedre overens med hastigheden i stigningen af levetiden.
I Unicefs første prognose stod danske nyfødte også til at have en markant kortere levealder end i Norge og Sverige, men sådan er det ikke længere.
Unicef gav oprindeligt nyfødte i Norge og Sverige en forventet gennemsnitslevetid på henholdsvis 109,9 og 110,2 år. Det er nu faldet til 93,5 år og 93,3 år, hvilket er på linje med Danmark.
Selvom Danmark ofte placerer sig højt på statistikker over levevilkår, så ligger 24 lande foran os på listen over forventet levealder.
Således kan nyfødte i lande som Australien, Schweiz, Frankrig, Sydkorea og Spanien forvente at leve længere end i Danmark.
Gennemsnitlig levealder på 82 år
Unicef anslår, at der over hele verden vil blive født omkring 140 millioner børn i 2021. Det anslås, at de tilsammen vil få en gennemsnitlig levealder på 82 år.
- De børn, der bliver født i dag, kommer ind i en verden, der ser helt anderledes ud end for et år siden, siger Unicefs direktør, Henrietta Fore, med henvisning til coronapandemien, der har medført en global økonomisk nedtur, stigende fattigdom og voksende ulighed.
- Et nyt år bringer muligheden for at gentænke verden. Børn født i dag kommer til at arve den verden, vi bygger til dem, tilføjer hun.
I bunden af Unicefs liste over forventet levealder ligger lande som Tchad og Den Centralafrikanske Republik. Her forudses en forventet levealder for årets nyfødte på omkring 61 år.
Se her, hvor børn født i 2021 forventes at leve længst:
- Hongkong 100,2 år.
- Macao 99,4 år.
- Sydkorea 99,4 år.
- Singapore 98,3 år.
- Malta 98,1 år.
- Guadeloupe 97,1 år.
- Maldiverne 96,5 år.
- Japan 96,1 år.
- Spanien 95,8 år.
- Frankrig 95,1 år.
- Taiwan 94,9 år.
- Italien 94,9 år.
- Schweiz 94,8 år.
- Israel 94,8 år.
- Australien 94,6 år.
- Tyskland 94,6 år.
- Chile 94,5 år.
- Costa Rica 94,3 år.
- Grækenland 94,3 år.
- Qatar 94,2 år.
Kilde: Unicef