Coronavirus

Coronavaccine fra Moderna godkendes i EU mandag

Ifølge svensk vaccinekoordinator bliver vaccinen godkendt i EU dage før tid.

Den amerikanske producent Modernas vaccine mod coronavirus godkendes i EU-kommissionen allerede mandag - det er to dage tidligere end ventet.

Det oplyser Sveriges vaccinekoordinator, Richard Bergström, til SVT.

Ifølge Bergström vil vaccinen anbefales til brug i EU af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) mandag morgen, hvorefter Kommissionen formelt set vil godkende den mandag formiddag.

Ifølge SVT vil det betyde, at Sverige vil modtage vaccinedoserne fra Moderna allerede inden for to uger efter godkendelsen i EU-Kommissionen. Oplysningen er dog ikke umiddelbart bekræftet fra anden side.

Danmark også en del af forhåndsaftale

Også Danmark er en del af forhåndsaftalen om at købe Modernas vacciner, så snart den er godkendt til brug.

- Danmark er tiltrådt EU's sjette forhåndsaftale med Moderna om indkøb af vacciner, skrev sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) på Twitter i begyndelsen af december.

- Aftalen betyder for Danmark, at cirka en million personer vil kunne blive vaccineret, hvis vaccinen godkendes efter grundig dokumentation for sikkerhed og effekt.

Vaccinen fra Moderna har i et tidligere studie vist en effektivitet på næsten 95 procent. De fem andre vaccineaftaler, Danmark er en del af, vedrører vacciner fra virksomhederne Astrazeneca, Sanofi-GSK, Johnson & Johnson, Pfizer/Biontech og Curevac.

I Danmark begyndte vi at vaccinere mod coronavirus 27. december og nytårsaften lød meldingen fra Statens Serum Institut, at 23.895 danskere nu er vaccineret med første dosis ud af to.