Coronavirus

BUPL: Hold børnene hjemme fra institution, hvis I kan

Vi driver "rovdrift" på pædagogerne, lyder den skarpe kritik fra pædagogernes fagforening.

Selvom landets skoler, kulturliv og forsamlingsliv skal holde lukket, skal daginstitutionerne fortsat holde åbent, meddelte statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde tirsdag.

Den beslutning møder stor kritik fra pædagogernes fagforening, BUPL.

Onsdag har formand Elisa Rimpler derfor en klar opfordring til forældrene til de børn, som går i institution:

- Hvis man har mulighed for det, så behold børnene hjemme. Måske en dag, måske nogle timer, men vær med til at løfte denne her opgave, så institutionerne ikke bryder sammen, siger hun til TV 2.

Ifølge hende har pædagogerne været ekstremt pressede i december, og mange har været på kanten af et sammenbrud, fortæller hun.

- Det kan vi simpelthen ikke tåle som samfund, men det er også at drive rovdrift på pædagoger og børns trivsel.

I stedet efterlyser BUPL, at pædagogerne får flere ressourcer udefra til rengøring, at der kan komme flere vikarer til, når der er behov, og at kommunerne udnytter muligheden for at justere i antallet af børn i institutionen, når der er for meget fravær i personalegruppen.

Pædagoger i vaccinekø

Fagforeningen FOA er enig i kritikken. Udover at pædagogerne er udfordret af karantæneramt og smittet personale, har problemet også stået på i meget lang tid, lyder det fra Kim Henriksen, som er formand for den pædagogiske sektor hos FOA:

- Der er ingen tvivl om, at de er klar til at møde børnene, men det pædagogiske personale er presset, siger han.

Derudover er det også nødvendigt at tage stilling til smitterisikoen for medarbejderne, lyder det fra Kim Henriksen.

FOA opfordrer derfor Børne- og Undervisningsministeriet til, at pædagogerne får lov til at rykke frem i køen af grupper, der får tilbudt en coronavaccine, efter det sundhedspersonale, som også skal møde patienter dagligt.

Det vil ifølge Kim Henriksen have stor betydning for det pædagogiske personale:

- Så de trygt kan møde op på arbejde og vide, at der faktisk er nogen, der har sikret, at de også kan gå på arbejde uden at blive ramt af corona, siger han.

Vigtigt for samfundet

En af årsagerne til, at daginstitutionerne ikke skal holde lukket, er ifølge Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at børn ikke er særligt drivende for epidemien, og at det heller ikke er en branche, hvor man ser en særligt bekymrende smittespredning.

Derudover er daginstitutionerne også nødvendige for at holde samfundshjulene i gang, og for at eksempelvis sundhedspersonale kan gå på arbejde, lød det tirsdag fra statsminister Mette Frederiksen.

Og det har BUPL "stor respekt for", lyder det fra formanden:

- Pædagogerne har jo taget en kæmpe tørn indtil nu, og har knoklet for at leve op til deres opgave, men vi er også bare nødt til at råbe vagt i gevær og sige, når tingene spidser til derude, siger formanden for BUPL, Elisa Rimpler.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, men det har ikke været muligt.