Coronavirus

Region Hovedstaden udskyder planlagte operationer yderligere

Planlagte operationer og behandlinger, der allerede var udsat i regionen, udsættes yderligere to uger.

Region Hovedstaden forlænger aflysningerne af planlagte operationer og behandlinger yderligere til 25. januar på grund af coronapres.

Det fremgår tirsdag af en pressemeddelelse fra regionen.

Behandlingerne var oprindeligt udskudt til 11. januar.

Men det høje indlæggelsestal i hovedstadsområdet får nu regionen til at udskyde operationerne yderligere to uger.

Antallet af isolationspatienter med corona er tirsdag 476 og intensivpatienter med covid-19 ligger på 56 i regionen.

Det oplyses, at der også kan blive brug for at se på planlagte operationer for kræft og hjertesygdom.

- Hvis der er steder på hospitalerne, hvor vi stadig kan behandle, så gør vi naturligvis det. Vi skal ikke have flere mennesker, der venter på en behandling end allerhøjest nødvendigt, siger lægefaglig koncerndirektør Dorthe Crüger.