Coronavirus

Fortsætter nedlukningen efter 3. januar? Eksperterne holder øje med tre grafer

Selvom vi søndag vaccinerede de første danskere, er restriktionerne på ingen måde fortid, lyder dommen fra eksperter.

Danskerne er nødt til at væbne sig med tålmodighed lidt endnu.

For selvom de nuværende restriktioner udløber 3. januar, skal vi ikke sætte forhåbningen op efter, at de bliver lempet nævneværdigt lige foreløbig.

Sådan lyder vurderingen fra tre viruseksperter, som TV 2 har talt med.

De nuværende restriktioner har lukket alt fra restauranter over fitnesscentre og liberale serviceerhverv til kulturliv, og vi skal et godt stykke ind i januar, inden vi vil se tingene begynde at åbne op endnu, lyder vurderingen.

- Jeg tror, at man forlænger alle restriktionerne. Folk fra julen begynder først at blive syge nu, og så kommer smitten fra nytåret efterfølgende, siger Nils Strandberg Pedersen, der er tidligere direktør i Statens Serum Institut, til TV 2.

Også professor i immunologi Jan Pravsgaard Christensen og professor i mikrobiologi Hans Jørn Kolmos mener, at vi må se tiden lidt an, inden vi kan lempe på de nuværende restriktioner.

Ser man på, hvordan regeringen tidligere har prioriteret genåbninger, er der dog en mulighed for, at folkeskoleeleverne måske kan komme i skole igen efter 3. januar, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Tre grafer at holde øje med

Før vi kan begynde at åbne mere, er vi nødt til at se forbedringer i forhold til de seneste coronatal, lyder det. Her holder eksperterne især øje med tre grafer: antallet af indlæggelser, positivprocenten og antallet af nye daglige smittede.

Og disse tal peger foreløbig på, at vi må vente med at lempe restriktionerne, siger Hans Jørn Kolmos.

Kurverne for positivprocenten og antallet af daglige smittede knækkede ganske vist midt i december. Men sidenhen har danskerne holdt jul, og nytårets festligheder venter også rundt om hjørnet.

Derfor må vi en uges tid frem, før vi kan se et klart mønster for, hvordan tallene udvikler sig, siger Hans Jørn Kolmos.

Nils Strandberg Pedersen påpeger, at testaktiviteten lige nu er lav, så vi har derfor ikke nogen helt sikre tal på, hvor mange nysmittede vi reelt har.

De seneste par dage har positivprocenten været høj, men den kan være svær at sammenligne med tidligere, da vi har testet langt færre end før jul, siger Jan Pravsgaard Christensen, der tror, at positivprocenten af den grund kan være unaturlig høj.

Mens kurverne er knækket for positivprocenten og antallet af nye smittede, er antallet af indlagte på de danske hospitaler med covid-19 blot steget.

Den udvikling er problematisk i forhold til at åbne yderligere op, siger Nils Strandberg Pedersen.

- Lige nu har vi et hospitalsvæsen, der reelt er ved at vælte. Det er ganske alvorligt, og det kan ikke klare særligt meget mere, siger den tidligere SSI-direktør.

Nils Strandberg Pedersen mener, at vi er nødt til alt i alt at se flere positive tendenser i smittetallene, inden vi bør åbne mere op.

Hvad åbner som det næste?

Alle tre eksperter er enige om, at vi skal et godt stykke ind i januar, inden vi igen kan se restriktionerne begynde at blive lettet.

Hans Jørn Kolmos peger på, at noget af det første til at åbne igen vil blive storcentre, liberale serviceerhverv og butikslivet.

- De blev lukket ned som noget af det sidste, og det er her, der er dårligst evidens for, at der sker smitte, siger han.

Sådan lukkede Danmark gradvist ned i december

9. december: 38 kommuner rammes af nedlukninger. Restauranter, barer og kulturliv lukkes blandt andet, og alle skolebørn fra femte klasse og opefter sendes hjem

11. december: Yderligere 31 kommuner inkluderes i nedlukningen

16. december: Hele landet bliver ramt af restriktionerne

17. december: Alle landets storcentre lukkes

21. december: Alle skolelever, der ikke allerede var sendt hjem, skal modtage fjernundervisning. Fritidstilbud og liberale erhverv, for eksempel frisører, lukker

25. december: Alle butikker med undtagelse af apoteker og supermarkeder lukker

Også Jan Pravsgaard Christensen tror, at butikker og storcentre vil åbne op midt i januar, hvis smittetallene begynder at se fornuftige ud.

Nils Strandberg Pedersen kan dog godt forestille sig, at butikker og storcentrene åbner igen, når vi når til 3. januar.

Alle tre viruseksperter forventer, at aktiviteter som fitnesscentre og byliv i form af restauranter og værtshuse må vente yderligere.

Vaccine-effekten må vi spejde efter

Selvom de første danskere søndag blev vaccineret mod coronavirussen, betyder det ikke noget for restriktionerne endnu:

- Det er vigtigt at holde de to ting adskilt. Der vil gå lang tid, før at vaccinationen når at slå igennem på en måde, hvor vi kan mærke det på restriktionerne, lyder det fra professor Hans Jørn Kolmos.

En vurdering, han deler med professor i eksperimentel virologi Allan Randrup Thomsen.

- Som det ser ud nu, kommer vi desværre til at skulle leve med restriktionerne i nogen tid, formentlig 4-5 måneder, lød det fra ham på dagen, hvor de første danskere blev vaccineret.

Heller ikke sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) kan love en dagligdag uden restriktioner lige foreløbig.

Det skyldes, at Danmark stadig er underlagt det, der ifølge ministeren betegnes som "bred samfundssmitte".

- Der er nogle restriktioner, som udløber her i begyndelsen af det nye år, men vi har slemme smittetal i øjeblikket. Der er stadig en lang kamp foran os, og det betyder også, at der vil være restriktioner, lød det fra Heunicke søndag.

TV 2 har tidligere spurgt 17 af landets førende eksperter om, hvornår de forventer, at pandemien er så meget under kontrol, at der ikke længere vil være behov for nedlukninger og restriktioner.

Her mener størstedelen af dem, at vi skal helt frem til 2022, før alle restriktioner er ophævet. Se, hvordan svarene fordelte sig her.