Samfund

Flere kommuner har udskudt skolestart - se listen her

Formanden for Danmarks Lærerforening glæder sig over, at flere kommuner har valgt at udskyde den fysiske skolestart.

Om en lille uge skal landets skoleelever tilbage i klasseværelserne efter juleferien, men flere kommuner melder allerede nu, at ikke alle elever skal starte 4. januar.

Kommunerne er bekymrede for smittetallene og vil ikke overlade beslutningen om skolestart til den enkelte skole.

Frederiksberg Kommune har udskudt den fysiske skolestart for alle elever, og blandt andre Kolding, Hjørring og Aarhus Kommuner har meldt ud, at kun de mindste elever skal møde op til fysisk undervisning.

Eleverne fra 5. klasse og opad skal undervises virtuelt den første uge.

Sikkerhed frem for hurtighed

Formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, er glad for, at flere kommuner har valgt at udskyde den fysiske skolestart til 11. januar.

Det giver nemlig mulighed for en bedre opstart, mener han.

- Det handler ikke om at komme hurtigt i gang, men om at komme sikkert i gang, siger han.

Tværtimod kan en langsommere opstart give mulighed for at tage bestik af situationen, lyder det fra formanden for Danmarks Lærerforening.

Som smittesituationen ser ud nu, mener Gordon Ørskov Madsen ikke, at det er forsvarligt at lade lærerne udføre fysisk undervisning.

- Der skal være en sammenhæng her i forhold til, hvornår man starter og hvordan smittetallene ser ud, siger han.

Der bør også ses på muligheden for at dele klasser op i mindre hold, så der er mere plads og fokus på hygiejne, mener Gordon Ørskov Madsen.

Vil udvise rettidig omhu

I Frederiksberg Kommune forklarer borgmester Simon Aggesen, at beslutningen om at udskyde skolestarten for alle elever, giver forældre mulighed for at forberede sig i god tid.

- Vi vælger et forsigtighedsprincip. Vi ser et højt smittetal - også højere end resten af landet, og vi kender endnu ikke reaktionerne fra jul og nytår, så derfor har vi truffet beslutningen, siger borgmesteren.

I aldersgruppen 0-9 år er smittetallet i Frederiksberg Kommune stort set uændret, ifølge Simon Aggesen. Dertil kommer, at kommunen op til jul havde svært ved at levere en ordentlig service i skolerne, hvoraf mange var helt eller delvist lukket.

- Så vil vi hellere udvise rettidig omhu og melde det ud nu. Men vi tror, det er det bedste for både forældrene, børnene og for planlægningen, siger han.

I Frederiksberg Kommune forklarer borgmester Simon Aggesen, at beslutningen om at udskyde skolestarten for alle elever, giver forældre mulighed for at forberede sig i god tid.

Her kan du se et overblik over, hvilke kommuner som har meldt ud, at skolestarten bliver anderledes efter nytår:

  • Aarhus Kommune: De yngste elever kan starte 4. januar, mens de ældste modtager digital undervisning, oplyser kommunen til TV 2.
  • Albertslund Kommune: Skolerne åbner først fysisk 11. januar. Der er dog online undervisning fra 4. januar, oplyser borgmester Steen Christiansen på Facebook.
  • Billund Kommune: 0.-4. klasse starter 4. januar, mens de ældste klasser starter med digital undervisning den første uge, lyder det i en pressemeddelelse.
  • Brøndby Kommune: 0.-4. klasse starter 4. januar, mens 9.-10. klasse starter 7. januar og 5.-8. klasse starter 11. januar, oplyser borgmester Kent Max Magelund til TV 2.
  • Faaborg- Midtfyn Kommune: De mindste elever starter i skole 4. januar, mens 4. klasse og op skal undervises virtuelt frem til 11. januar, skriver Fyns Amtsavis.
  • Frederiksberg Kommune: Her skal både de yngste og de ældste elever først måde fysisk op 11. januar. Det har borgmester Simon Aggesen meddelt på Facebook.
  • Gladsaxe Kommune: Alle elever skal fjernundervises indtil 11. januar, oplyser kommunen til TV 2.
  • Greve Kommune: Elever i 0.-4. klasse starter 4. januar, mens elever fra 5.-10. klasse starter 6. januar, oplyser kommunen til TV 2 Lorry.
  • Helsingør Kommune: De yngste elever kan vende tilbage til skolen 4. januar, mens de ældste gradvist kommer tilbage i løbet af ugen, skriver Helsingør Dagblad.
  • Herlev Kommune: 0.-4. klasse starter 4. januar, mens de ældre klasser fjernundervises den første uge, oplyser borgmester Thomas Gyldal til TV 2.
  • Herning Kommune: De yngste klasser starter 4. januar, mens 5. klasse og op fjernundervises indtil 11. januar, oplyser kommunen på sin hjemmeside.
  • Hjørring Kommune: De yngste klasser kan vende tilbage, mens 5. klasse og op skal undervises digital den første uge, oplyser kommunen på Facebook.
  • Holbæk Kommune: De yngste vender tilbage, mens de ældste elever i Holbæk kommune starter i skole 6. januar. Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen oplyser til TV 2, at man følger smittetallene, og at datoen kan udskydes yderligere.
  • Holstebro Kommune: 0.-4. klasse skal møde i skole 4. januar, mens 5.-9. klasse først skal møde fysisk i skole 6. januar, oplyser kommunen på sin hjemmeside.
  • Kolding Kommune: De yngste elever starter i skole 4. januar, mens de ældste klasser skal have onlineundervisning den første uge, skriver Jydske Vestkysten.
  • Rødovre Kommune: Alle elever starter 6. januar, oplyser kommunen til TV 2 Lorry.
  • Sorø Kommune: 0.-4. klasse skal møde 4. januar, mens 5.-10- klasse modtager onlineundervisning frem til 11. januar, oplyser borgmester Gert Jørgensen til TV 2.

Tidligere fremgik det af listen, at 5. klasse og op skal hjemmeundervises i Københavns Kommune. Københavns Kommune præciserer, at det er op til den enkelte skole at vurdere, om elever fra 5. klasse og op skal modtage hjemmeundervisning eller møde fysisk i skole. Flere andre kommuner lader ligeledes den enkelte skole vurdere det. Kommunerne opdaterer løbende med information på Aula.