Lastbilerne i Bergamo fragter døde ud af byen.
Coronavirus

Et år med corona: Virologen forsøgte at advare mod det, men hans kolleger syntes, han skulle dæmpe sig

Kloden har været i krise, siden smitten med covid-19 spredte sig for et år siden, men særligt én begivenhed vækkede verden.

For præcis ét år siden, 29. december, rapporterede lokale kinesiske medier om flere tilfælde af en 'mystisk' lungesygdom på et marked i Wuhan, hvor der bor 11 millioner mennesker.

Udbruddet skete på Wuhans store såkaldte vådmarked, Huanan Seafood Market, hvor tusindvis af mennesker og dyr minglede dagligt.

Virologen Allan Randrup Thomsen husker, at han først hørte om udbruddet i Wuhan, da de danske medier begyndte at skrive om det. Men i starten var det uklart, præcis hvad det betød for folk uden for Kina, forklarer han.

- Det var ikke overraskende som virolog, at der kom noget fra især de her flagermus. Jeg tænkte først, at det måtte være et lokalt problem.

Da der begyndte at dukke tilfælde op andre steder i verden, blev det hurtigt klart for mig, at det her kunne gå hen og blive alvorligt

Allan Randrup Thomsen

Han tænkte, at det kunne være et lokalt SARS-udbrud, og det burde Kina relativt nemt få under kontrol, mente han.

Vådmarkeder eksisterer stadig i Kina, men Huanan Seafood Market er blevet lukket af myndighederne.

Fisk og flagermus, levende koalabjørne og alskens dyrearter blev holdt i bur i Huanan-markedets store, overdækkede haller, mens slagtere udskar kamelpukler og krokodilleindvolde. Valgte man at købe et stadigt levende dyr, kunne man få det slagtet på stedet.

Dyreblod løb ned ad gaden. Det var et oplagt sted for virus at springe fra vært til vært mellem dyr og mennesker og mutere undervejs.

Der er uenighed om, hvorvidt virussen startede i Wuhan eller ej, da nyere forskning fra både USA og Italien viser, at der så tidligt som december 2019 kan have været covid-19 i begge lande.

Uanset hvad var Wuhan stedet, hvor vi så den første supersprederbegivenhed, og det blev også det første sted i verden, hvor man lukkede samfundet ned.

Med militærets hjælp skete det en måned efter de første fire tilfælde.

Kina havde ikke selv været åbne omkring den nye coronavirus, beklagede Verdenssundhedsorganisationen, og på trods af landets hårde censur begyndte information at lække.

På de lækkede videoer kunne man se, at det kinesiske militær var i gang med at omringe Wuhan med køretøjer og kampvogne og bygge blokader inde i byen. Soldater satte betonbarrierer på motorvejen ud af byen, og bevæbnede patruljer i sikkerhedsdragter håndhævede restriktionerne i gaderne.

Syge mennesker blev låst inde i deres eget hjem. I nogle tilfælde svejsede militæret private boligblokke udgange til, så beboerne var låst inde i deres opgange.

Men mest skræmmende var nok de videoer fra Wuhans hospitaler, hvor døde mennesker lå spredt ud over hospitalsgulvet, mens læger og sygeplejersker hulkede i desperation.

Nogenlunde samtidig med, at Wuhan blev lukket ned, begyndte Allan Randrup Thomsen at følge mere med i både forskning og nyhederne om den nye coronavirus, der var brudt ud i Wuhan.

- Jeg hørte første gang om det i Wuhan i midten af januar. Jeg fulgte småt med, men tænkte mest på, hvordan vi selv skulle håndtere det, siger han og tilføjer:

- Som det udviklede sig, ville det være naivt at tro, at vi ville gå fri.

Ukontrollerbar superspredning

De sydkoreanske myndigheder sprøjter desinficerende middel foran sekten Shincheonjis lokaler.

En otteetager høj bygning i Daegu i Sydkorea husede den kristne sekt 'Shincheonji Church of Jesus'. En kontroversiel sekt, som flere lande, herunder Storbritannien, har advaret mod, fordi de gradvist får deres medlemmer til at trække sig væk fra venner og familier og lyve om deres forhold til kirken.

En 61-årig kvinde, der var blevet smittet med coronavirus under et besøg i Kina, sad 18. februar i Shincheonji-kirkens enorme hal, der var sort af bedende gæster. Hun havde to gange inden nægtet at lade sig teste for coronavirus, og hun trodsede retningslinjen om selvisolation ved sygdom.

Iført mundbind gik hun ind i Shincheonji-kirken, men prædikanten beordrede fra en stor scene alle medlemmer til at fjerne deres mundbind før fællesbøn.

Her brød den 61-årige og de øvrige mennesker ud i sang i over en halv time, og den kristne sekt blev omdrejningspunkt for Sydkoreas første og største supersprederbegivenhed.

Kvinden blev døbt ”patient 31” af myndighederne, da hun var den 31. person til at blive smittet. Men i hallen blev først yderligere 43 mennesker smittet af hende. Et par dage efter var mere end 200 blevet smittet i kirken.

Og da de sydkoreanske myndigheder tre uger efter valgte at kortlægge landets smittekæder, konkluderede de, at kvinden og kirken var ophav til mere end 5000 smittede.

Flere af Kinas nabolande var blandt de første, der blev ramt af epidemien. Heriblandt Sydkorea og Japan, hvor vi hjemme fra Danmark pludselig så billeder af folk i beskyttelsesdragter, der vaskede gader og stræder med desinficerende middel.

Måske fik vi mange smittede, men det gik ikke ind i min marv, hvor alvorligt det kunne blive. Det skete først, da det gik galt i Bergamo

Allan Randrup Thomsen

Allan Randrup Thomsen sad og fulgte situationen fra København, og det gik op for ham, at det ikke længere var et lokalt problem.

- Da der begyndte at dukke tilfælde op andre steder i verden, blev det hurtigt klart for mig, at det her kunne gå hen og blive alvorligt, fortæller han i dag.

I sidste ende blev lederen af den kristne sekt, Lee Man-hee, anholdt og sigtet for udbruddet.

Herefter holdt han et pressemøde, hvor han lagde sig på knæ og undskyldte offentligt for kirkens rolle i supersprederbegivenheden.

På det tidspunkt var virussen allerede i Europa.

Flyene skulle være stoppet

Da Wuhan blev lukket ned af de kinesiske myndigheder, valgte europæiske flyselskaber at stoppe flyvninger til og fra millionbyen i samme vending.

Men det var for sent.

For allerede dagen efter Wuhan blev lukket ned, fik Europa sit første bekræftede tilfælde af coronavirus.

Temperaturscannere i franske lufthavne var en af tiltagene i begyndelsen af pandemien.

Det skete 24. januar i den franske by Bordeaux, hvor en 48-årig fransk statsborger fra Kina blev testet efter at være ankommet med fly fra Kina to dage før.

Allan Randrup Thomsen ser tilbage i bagklogskabens lys og siger, at vi burde have stoppet alle flyvninger langt hurtigere.

- Jeg synes, vi skulle have haft mere fokus på rejsende ud af Kina. Det blev grotesk for mig, da vi hentede strandede danskere fra Kina i særfly med alle mulige foranstaltninger, men lige ved siden af kunne der holde turistfly fra Kina fyldt med folk, der kunne vade lige ind i byen, siger han.

Først gik det langsomt med at finde flere smittetilfælde. Mandag 24. februar, præcis en måned efter det første tilfælde blev fundet i Frankrig, var der stadig kun 13 bekræftede tilfælde og et enkelt dødsfald.

Men så gik det stærkt. Den første dag i marts var der 130 smittede i Frankrig. Den sidste dag i marts var der 52.128 smittede og 3523 dødsfald. Frankrig var kommet ind i en eksponentiel stigning, som betyder, landet var kommet ind i en accelererende opadgående smittekurve, der stiger hurtigere og hurtigere.

Demonstranter har malet Emmanuel Macron som coronavirus.

Efter der blev indført hårde restriktioner med både butikslukninger og udgangsforbud i Frankrig, opstod der tumult i gaderne i Paris. Sortklædte og vrede angreb demonstranter politiet med flyvende flasker og sten og blokerede vejene med brændende containere.

Det var især i Paris’ fattige nordlige forstæder, hvor unge startede gadekampe med politiet. De mente, at det franske politi brugte for hårde metode til at håndhæve restriktionerne.

Imens Frankrig døjede med optøjer, begyndte det for alvor at gå galt i et europæisk naboland.

Den italienske krise

Militære lastvogne kørte med lig i Norditalien.

De europæiske lande måtte som Frankrig nu acceptere, at coronavirus var kommet ind over grænserne, men især Italien blev hårdt ramt.

Her var 105.792 italienere smittede ved udgangen af marts – det er omkring lige så mange, som er blevet smittet i Danmark, siden pandemien begyndte.

Selvom Italien allerede havde iværksat sit nødberedskab 31. januar, da de fandt det første tilfælde af coronavirus, gik smitten amok i flere regioner i nord.

Den italienske regering underlagde Norditalien strenge restriktioner, og en stemning af panik spredte sig. Italienerne begyndte at hamstre pasta, tomater og toiletpapir iført mundbind – noget der på det tidspunkt var uhørt at se folk bære i Europa.

Vi kan ikke se virussen i øjnene. Det, vi kan se og mærke, er de begrænsninger, som staten lægger på os i kampen mod coronavirus

Michael Bang Petersen

Men det var i den norditalienske by Bergamo, at alting ændrede sig, og en tv-transmission sendte chokbølger gennem den vestlige verden.

Onsdag 18. marts kørte 11 militærlastbiler med kamuflagemønster gennem gaderne. Én efter én i tæt konvoj med retning ud af byen, der er på størrelse med Esbjerg.

De bar ligene af lokale fra Bergamo. Dødstallet var så højt, at byens eget krematorium ikke længere kunne følge med, selvom det kørte i døgndrift.

Italiens sundhedsvæsen, der er blevet kåret som et af de bedste i verden, var ved at kollapse.

Det italienske militær gjorde 5000 senge klar til ekstra indlagte patienter, mens myndighederne begyndte at lede efter 'patient nul' for at få inddæmmet smitten gennem kontaktopsporing. Det lykkedes aldrig.

Antallet af døde steg så hurtigt, at kister måtte lægges på gulvet i kirkerne, indtil militæret kunne afhente dem.

Billederne husker den danske professor Michael Bang Petersen. Han har forsket i menneskers adfærd under pandemien og mener, at det er en af de begivenheder, der vækkede verden.

- For mange kom det som en voldsom overraskelse og som en øjenåbner for, hvad det vil sige, når et land rammes af en dødelig epidemi, siger han.

Allan Randrup Thomsen så det også som et varselstegn.

- Det var rigtig skræmmende. Jeg sad og tænkte, om vi var bedre rustet end Norditalien. Det er trods alt ikke noget udviklingsland, siger han:

- Måske fik vi mange smittede, men det gik ikke ind i min marv, hvor alvorligt det kunne blive. Det skete først, da det gik galt i Bergamo.

Da pandemien blev politisk

Mens næsten hele Europa og store dele af resten af verden var enige om, hvordan man skulle håndtere coronavirus, blev pandemien kompliceret af politiske slagsmål andre steder.

I USA ville præsident Donald Trump først slet ikke anerkende, at coronavirus var farligt. Flere gange kaldte han covid-19 for en influenza.

Samtidig begyndte New Yorks lighuse at blive så fyldte, at bedemænd så sig nødsaget til at leje kølevogne, de kunne fylde afdøde mennesker i.

Ved et enkelt lighus i bydelen Brooklyn mødte politiet op, efter lokale havde klaget over en sær lugt. Her fandt politiet 50 lig, der var gået i forrådnelse, fordelt i fire kølevogne, der ikke var egnet til brugen.

Myndighederne fjernede de mange lig.

Selv hospitalerne så sig nødsaget til at oprette nødlagringsmetoder for de mange covid-19-dødsfald og brugte enorme kølevogne til at massetransportere lig fra hospitaler til krematorier.

Alligevel holdt Donald Trump ved og nægtede at indføre en nedlukning som dem, vi ser i Europa, og det viste der sig at være opbakning til blandt nogle amerikanere – men også danskere og andre europæere.

Trump mente, at coronavirus nok skulle gå væk af sig selv, og at restriktionerne var værre end sygdommen. Det betød, at når de individuelle amerikanske stater alligevel indførte mundbindspåbud og lignende, gik Trump-støtter på gaden for at protestere mod det – ofte bevæbnet.

”Dommens dag” og et terrorplot

Demonstranter har indtaget guvernørens kontor.

I delstaten Michigan stod demonstranter iført regnslag, mens himlen åbnede sig over dem, og flagede med sydstatsflaget.

Svært bevæbnet med rifler og med maskerede ansigtet samledes de foran Michigans parlament i dagevis.

Længe havde de protesteret og krævet, at den demokratiske guvernør Gretchen Whitmer trak sine coronarestriktioner tilbage – og trak sig i det hele taget. Men da Whitmer ikke havde gjort det, arrangerede de til sidst en protest under navnet 'Dommens dag'. Det skete 14. maj.

De stormede parlamentet med deres våben og forsøgte at tvinge sig adgang til Whitmers kontor, men blev stoppet af politiet.

Demonstranterne, efter de stormede Michigans parlament. I højre side ses William Null, der er en af dem, som planlagde at kidnappe guvernøren.

Men i oktober kom det frem, at nogle af demonstranterne havde planlagt at kidnappe og henrette Gretchen Whitmer fra hendes sommerhus, ligesom de ville skyde flere betjente og sprænge bomber rundt omkring i Michigan.

13 personer blev anholdt, men myndighederne anslår, at der er langt flere involverede – muligvis hundredvis af mennesker. Politiet opdagede plottet, fordi en af de involverede fik kolde fødder.

Coronavirus har samlet og splittet os

Snart et år har størstedelen af verden været underlagt restriktioner, der har vendt hverdagen på hovedet. Det har både gjort mennesker til venner og, som demonstranterne i Michigan viste, fjender.

Coronavirus er en usynlig fjende, og det betyder også, at kampen bliver kompliceret. For nogle mennesker, der bliver frustreret og vrede over at miste deres job, hverdag og andet, kan det være svært at lade den vrede komme ud mod noget usynligt.

- Vi kan ikke se virussen i øjnene. Det, vi kan se og mærke, er de begrænsninger, som staten lægger på os i kampen mod coronavirus. Derfor kan folks frustrationer komme til at rette sig mod systemet, siger Michael Bang Petersen, der siden pandemiens begyndelse har forsket i, hvordan menneskets adfærd har ændret sig.

Jeg fik jo at vide på vandrørene, at mine egne kolleger synes, jeg skulle dæmpe mig lidt. Men det viste sig desværre, at jeg nok havde mere ret end dem

Allan Randrup Thomsen
Demonstranter i Storbritannien med et skilt, hvor der står, at det ikke handler om en virus, men om kontrol.

Coronavirus har ifølge ham skabt en form for global offentlighed, hvor mennesker kloden over står sammen mod et enkelt mål.

- Der var en enorm bevidsthed om, at der er en trussel mod mennesket, og på sociale medier kunne man se, at folk fra hele verden var enige om, at afstand var løsningen, siger han.

Målet er dog ikke det samme for alle. Ligesom milliarder verden over står sammen mod coronavirus, er der mange andre, der mener, at det hele er en kæmpe overreaktion – eller endda en sammensværgelse.

- Omvendt har vi også fra den modsatte fløj idéen om for eksempel mundbind som en fundamental krænkelse af ens frihed, især med afsæt i USA, der også er blevet global, fortsætter han.

Coronavirus har skabt stress, har gjort følelsen af usikkerhed udbredt i befolkningen, har spredt frygt for at miste sit job, sit helbred – sågar sit demokrati, og det har påvirket nogle mennesker mere voldsomt end andre.

- Hele den oplevelse af marginalisering og eksklusion, den rammer nogle folk hårdere, og så aktiverer den de her antisystemiske tendenser, siger Michael Bang Petersen.

'Lille risiko for Danmark'

Manglen på viden om coronavirussen betød, at de første meldinger fra Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen i januar var, at det ikke ville komme til Danmark. Myndighederne mente, at der kun var en 'lille risiko for Danmark'.

Men 27. februar var den første dansker testet positiv for coronavirus, og 11. marts var Danmark lukket ned.

Mette Frederiksen efter pressemødet 11. marts, hvor hun annoncerede Danmarks nedlukning.

Allan Randrup Thomsen skiftede som en af de første i Danmark mening om coronavirussen og så den som en trussel mod det danske samfund.

Derfor begyndte han at gå ud i medierne og appellere til, at Danmark skulle forberede sig på, at smitten ville sprede sig hertil.

- Jeg kunne ikke se nogen grund til, at vi skulle gå fri. Det var et spørgsmål om tid, før det kom til Danmark. Jeg fik jo at vide på vandrørene, at mine egne kolleger synes, jeg skulle dæmpe mig lidt. Men det viste sig desværre, at jeg nok havde mere ret end dem, siger han.

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

I dag ser han tilbage på et år med coronavirus og håber mest på, at verden husker, hvor uforberedt den var på en pandemi. For det her bliver ikke den sidste, frygter han.

- Vi får det her under kontrol, men det vil aldrig forsvinde helt. Jeg tror, at læringen om, at vi skal være forberedt på den her type situation, den er meget vigtig at holde fast i, siger han og tænker lidt, inden han fortsætter:

- Der vil komme flere epidemier i den her tid.