Yderligere coronavacciner er ankommet til Statens Serum Institut
Der er mandag ankommet en ny leverance af coronavacciner til Danmark. De bliver snart kørt ud til regioner.
En ny leverance af vaccinedoser fra selskaberne Pfizer og BioNTech er ankommet til Statens Serum Institut (SSI), oplyser SSI-direktør Henrik Ullum på Twitter.
Det blev søndag meddelt, at der ville ankomme yderligere 38.000 vaccinedoser mandag omkring klokken 18. Men doserne er altså allerede mandag morgen ved 11-tiden ankommet til SSI.
Den første leverance af doser ankom lørdag morgen. Her fik Danmark 9750 vaccinedoser.
Ny leverance vil blive taget i brug tirsdag
Søndag blev de første danskere vaccineret mod corona. Det var beboere på plejehjem og frontpersonale, der fik de første stik.
Tidligere mandag siger Henrik Ullum til Ritzau, at flere personer allerede fra tirsdag vil blive vaccineret med doser fra den nye leverance.
- Vi fortsætter dybest set det arbejde, der er kommet godt i gang i går.
- I første omgang forsætter vi på plejehjem og med frontpersonale på sygehusene, og efterhånden udvider vi yderligere. Men i første omgang er det de ældre og sårbare og sundhedspersonale, der kan få de kommende doser, siger han.
I de kommende uger vil der ankomme knap 48.000 vaccinedoser om ugen.
Danmark får 4,1 millioner doser
Danmark har lagt billet ind på at købe vaccinedoser fra Pfizer og BioNTech, så 1,5 millioner danskere kan vaccineres med vaccinen.
Desuden får Danmark yderligere 2,6 millioner doser af coronavaccinen. Den forventes dog først at kunne blive leveret i marts eller april 2021.
Coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech er den første, der er godkendt til brug i EU. USA, Canada og Storbritannien har i flere uger vaccineret borgere med vaccinen.
Men EU har ventet på godkendelsen fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA). Her blev den godkendt 21. december efter pres for at få processen gjort hurtigere.
Det er frivilligt at lade sig vaccinere, men målet er, at alle danske borgere over 18 år får tilbud om vaccinen.