Coronavirus

Hele verden mangler vacciner, så hvorfor producerer de store danske selskaber dem egentlig ikke bare?

Nogle af Danmarks største selskaber producerer medicin. Men fremstillingen af coronavacciner er noget helt andet, siger ekspert.

Logikken er egentlig enkelt nok:

Coronakrisen er en sundhedskrise, verden ikke har set lige i 100 år. Både de menneskelige og økonomiske omkostninger er enorme.

Og nu har vi en opskrift på en vaccine mod virussen, som er godkendt af en lang række medicinalagenturer verden over. Så hvorfor smider medicinalvirksomheder ikke bare alt, hvad de ellers har i hænderne, og fremstiller coronavacciner i ét væk?

En oplagt tanke vil nogle måske mene, men også et helt urealistisk scenarie, lyder det fra Jakob Kjellberg, der er sundhedsøkonom på Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE.

Medicin er nemlig ikke bare medicin.

- At bygge sådan noget op kræver en enorm specialisering, og det tager lang tid. Hvis vi begynder at bygge det op nu, har man formentlig fremstillet alle de doser, hele verden skal bruge, inden vi er i mål, siger Jakob Kjellberg.

Pfizer har ikke spurgt Novo

Til TV 2 fortæller både Novo Nordisk og Lundbeck, at en vaccine slet ikke vil give mening i deres nuværende produktion. Det vil kræve en helt grundlæggende omlæggelse af produktionsfaciliteterne, og derfor er det ikke bare lige noget, man gør, lyder svaret.

Hvad er en licensaftale?

  • En licensaftale er en aftale mellem to selskaber om, at det ene (for eksempel Novo Nordisk) kan fremstille det andet selskabs produkt (for eksempel coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech) mod betaling.
  • En licensaftale for coronavaccine kunne altså - i teorien - gå ud på, at Novo Nordisk fremstillede vaccinen ud fra Pfizer/BioBTechs opskrift, og at man derefter delte overskuddet.

Fra Pfizers danske afdeling lyder det, at man ikke har spurgt nogle af de andre store medicinalselskaber om muligheden for at lægge vaccineproduktionen ud som licens.

- I øjeblikket planlægger Pfizer ikke at ændre på forsyningskæden på grund af den hastighed, vi arbejder med. Vores strategi udvikler sig dog løbende, skriver Pfizer Danmark i en mail til TV 2.

Her oplyser de også, at de forventer, at der bliver fremstillet 1,3 milliarder doser af Pfize/BioBTech-vaccinen i 2021, og at de to selskaber til sammen har i alt seks forskellige produktionsfaciliteter involveret i fremstille Covid-19 vacciner.