'Skalaen er sprængt' - Region Sjælland forbereder helt nyt trin
Flere indlagte lægger pres på regionen.
Endnu mere sygehuspersonale i Region Sjælland flyttes fra deres nuværende arbejdsopgaver over til at tage sig af patienter med covid-19.
Det oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at regionen hæver coronaberedskabet til det højeste, niveau 4.
Det skyldes, at regionen på nuværende tidspunkt har 133 indlagte, hvilket lægger pres på ressourcerne.
Stort pres de kommende uger
Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) siger til TV 2, at man kigger ind i nogle uger, hvor der ventes et stigende pres på sygehusene i regionen. Derfor forbereder regionen sig også på indføre et helt nyt trin 5 på skalaen, hvis den negative udvikling fortsætter:
- Skalaen er blevet sprængt med de stigninger, vi har set de seneste uger, siger han.
Helt konkret kommer dagens udmelding også til at betyde, at flere planlagte operationer må udskydes. Heino Knudsen understreger, at det kun vil være operationer, der ikke er akutte eller livsnødvendige.
- Det er vigtigt at understrege, at sundhedsvæsenet er åbent, siger han.
I forsøget på at afhjælpe presset vil sygehusene i regionen arbejde på at få udskrevet de bedst stillede patienter, så behandlingen fortsætter i patientens hjemmekommune i et samarbejde mellem regionen og de praktiserende læger.
Nødhospitaler kan komme på tale
Lige nu er det især de medicinske afdelinger, der mærker presset fra indlagte covid-19 patienter. Ifølge regionen er der ikke et tilsvarende pres på de intensive sengepladser endnu, men det plejer at stige et par uger efter, at sygehusene ser en stigning på de medicinske afdelinger.
Hvis udviklingen fortsætter kan regionen blive nødt til at iværksætte et nyt niveau fem, der gør brug af nødhospitaler til de medicinske patienter, der ikke er klar til at blive behandlet uden for sygehuset. Her kan Epilepsihospitalet Filadelfia komme i spil, ligesom andre specialsygehuse også kan komme i brug.
- Nu står vi i en situation, hvor vi inden for trin 4 kan skalere op. Hvis ikke vi får knækket kurven nu, og ser en yderligere stigning hen over nytår og januar, så er vi i en situation, hvor vi kan arbejde med at gøre brug af nødhospitaler, siger Heino Knudsen.