Coronavirus

Udvalgsformand: - Ishøj kommune modtager vaccine først i hovedstaden

Efter Ishøj vil Region Hovedstadens vaccinationshold køre videre til Herlev Kommune, siger udvalgsformanden.

Når corona-vaccinen i løbet af de kommende uger rulles ud i Danmark, vil Ishøj Kommune være de første i hovedstadsområdet til at modtage vaccinen.

Det fortæller Merete Amdisen, der er formand for social- og sundhedsudvalget i Ishøj Kommune til TV 2:

- Vi har fået lovning på, at vi bliver de første i Region Hovedstaden, der får vaccineret vores 120 beboere på plejehjem.

Og derfor holder kommunen sig klar allerede fra juleaftens dag. Det fortæller Katharina Edlenborg, der er leder af kommunikation ved Ishøj Kommune:

- Vi har en forventning om, at vi får vaccinen 24. eller 25. december. Men vi har ikke fået endelig besked endnu, siger hun til TV 2.

Formand: - Herlev er den næste i køen

Efter Ishøj Kommune har modtaget vaccine-doserne, vil Region Hovedstadens vaccinationshold ifølge Merete Amdisen rykke videre til Herlev Kommune.

Og ifølge Hannah Wilson, der er centerchef i Herlev Kommune, regner man også her med at blive nogle af de første til at få de nye vacciner.

- Ud fra den dialog, vi har haft med regionen, forventer vi at blive blandt de første i Region Hovedstaden, siger hun til TV 2.

Herlev Kommune oplyser yderligere, at man holder sig klar til at vaccinere på plejehjem fra 24. december. Kommunen kan dog ikke bekræfte, hvornår vaccinen rent faktisk modtages.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det regionerne, der koordinerer udleveringen af vacciner til de enkelte kommuner.

TV 2 forsøger at få en kommentar fra Region Hovedstaden.