Samfund

SAS åbner ekstraordinær flyrute til Bornholm

Behovet for ekstra flyvninger til Solskinsøen i Østersøen er opstået, fordi Sverige ved midnat lukkede grænsen til Danmark.

SAS åbner op til julehøjtiden ekstraordinært for en flyrute mellem København og Rønne.

I første omgang vil der være to afgange hver vej henholdsvis 23. december og 26. december, oplyser SAS i en pressemeddelelse.

Hvis der er større efterspørgsel på flybilletter, vil SAS indsætte flere afgange.

Spolerede juleplaner

Behovet for ekstra flyvninger til solskinsøen i Østersøen er opstået, fordi Sverige ved midnat natten til tirsdag lukkede grænsen til Danmark.

Det har betydet, at rejsende til og fra Bornholm ikke længere kan komme med færgen til og fra Ystad og gennem Skåne til Sjælland.

SAS flyver normalt ikke til Bornholm, men det skandinaviske luftfartsselskab har i højtiden indsat fly mellem Rønne og København for at hjælpe rejsende, der er udfordret på at komme hjem til jul efter den svenske beslutning.

- Grænselukningen har umuliggjort mange danskeres rejseplaner til jul, og her vil vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan for at hjælpe, så folk kan gemmeføre deres planer for julen. Derfor indsætter vi nu fly, så folk kan komme hjem til familie og venner og holde den jul, de har planlagt, siger Sille Beck-Hansen, der er fungerende pressechef i SAS.

Færgebilletter revet væk

Der er samtidig blevet oprettet ekstra færgeafgange mellem Køge og Bornholm op til jul 22., 23. og 24. december.

Men alle de ekstra billetter blev udsolgt med det samme mandag aften.

Det siger Bornholmslinjens pressechef, Jesper Maack, til TV 2.

- Der var så stort et tryk på vores hjemmeside i aftes, at den kortvarigt var helt i knæ, siger Jesper Maack.