Coronavirus

Nu pakkes vaccinerne med kurs mod Danmark

Der er tale om "komplekse forsendelser". Derfor befinder den nu godkendte coronavaccine sig fortsat på en belgisk fabrik.

De første vacciner med kurs mod Danmark er lige nu ved at blive pakket.

Det fortæller Pfizers administrerende direktør i Danmark, Lars Møller, til TV 2.

- Vi forventer, at de lander i Danmark på et tidspunkt, så vi kan vaccinere efter jul, siger han.

Men selvom vores nabolande Sverige og Norge tirsdag har meddelt, at de modtager de første vacciner 26. december, kan den danske direktør ikke blive helt så præcis.

- Det er komplekse forsendelser, så det tager noget tid at gøre klar.

Ligger bolden hos Pfizer eller EU lige nu?

- Det er i hvert fald vores ansvar, at de kommer sikkert frem. Det skal pakkes, og det skal gøres rigtigt, siger Lars Møller.

1,5 millioner vacciner til Danmark

EU har lavet en aftale for 200 millioner vacciner og har mulighed for at tilkøbe yderlige 100 millioner doser.

Hvis de gør, vil det fra dansk side betyde, at de 1,5 millioner vacciner, vi i dag er stillet i udsigt, kan blive til 2 millioner.

Fredag kom det frem, at myndighederne forventer at vaccinere op mod 250.000 danskere inden 1. marts. Men vi har altså fortsat til gode at få bekræftet, hvornår vaccinerne krydser den danske grænse.

Kollektive vaccinationer 27. december

At dømme på udtalelserne fra sundhedsmyndighederne i Norge og Sverige bliver det 26. december.

Det flugter med udmeldingen fra EU om, at alle medlemslandene uddeler de første stik 27. december. En udmelding, som ifølge Pfizers direktør i Sverige, Malin Parkler, fortsat er aktuel.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har dog ytret, at Danmark ikke har i sinde at vente på de andre medlemslande, hvis der er mulighed for en dansk tyvstart.

- Selvom jeg er stor tilhænger af koordination på europæiske plan, skal vaccinen køres ud og distribueres i det øjeblik, den rammer dansk jord, sagde statsministeren torsdag til TV 2.

Planen er, at der i første omgang oprettes et til to vaccinationscentre per region.

På længere sigt skal antallet af vaccinationscentre skaleres op i takt med, at et bredere udsnit af befolkningen vaccineres.