Danmark lukker for fly fra Storbritannien i 48 timer

Den nye og mere smitsomme variant af coronavirus er også fundet i Danmark.

Fra mandag morgen klokken 10.00 og 48 timer frem lukkes det danske luftrum for fly fra Storbritannien.

Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og transportminister Benny Engelbrecht natten til mandag på Twitter.

- Det sker for at forhindre, at den nye, muterede virus spreder sig herhjemme, skriver transportministeren.

Politisk pres for indrejseforbud

Dermed følger Danmark trop med en stribe lande i Europa såsom Holland, Tyskland, Belgien, Frankrig og Italien, der i weekenden har standset flytrafik fra Storbritannien.

Det samme har Canada gjort mandag morgen dansk tid, skriver Reuters.

Søndag lød det fra SF, Dansk Folkeparti og Venstre, at regeringen skulle lukke grænsen til Storbritannien, mens De Radikale og Enhedslisten var mere moderate.

Danmarks beslutning er truffet på baggrund af en vurdering fra sundhedsmyndighederne, skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.

- Det muterede coronavirus, som hurtigt har bredt sig i London og andre dele af England, kan ifølge sundhedsmyndighederne gøre det sværere at kontrollere smitten, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i pressemeddelelsen.

- Regeringen vælger derfor at lukke for flyvninger fra Storbritannien i 48 timer, så der er mere tid til at vurdere, hvilke tiltag der skal tages.

Flere danskere ramt af ny virus

Danmark er et af de lande, den nye og mere smitsomme variant af coronavirus også har fundet til.

Tidligere i denne uge oplyste Statens Serum Institut, at ni personer i København og Nordjylland siden november er blevet smittet med den.

Selv om den nye variant menes at sprede sig hurtigere, er der ikke noget, der foreløbigt tyder på, at den er mere dødelig eller fører til alvorligere sygdomsforløb.

Men trods det skal vi sørge for at tage luften ud af den med samme ved for alvor at overholde de restriktioner, som vi allerede har i Danmark. For hvis den er mere smitsom, kan den blive svær at komme af med igen.

- Den virus, der skaber problemer i øjeblikket, er en muteret virus i forhold til den oprindelige fra Wuhan, siger Jens Lundgren, der er professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet, til TV 2.

- Så vi har set det en gang før, og det er rigtig svært at holde styr på en mere smitsom virus. Men vi kan prøve, og det er også det, der sker nu.

Flere lande forbyder fly fra Storbritannien

Forbuddet mod flyvninger fra Storbritannien træder i kraft klokken 10.00 mandag og gælder foreløbigt i 48 timer frem til den 23. december klokken 10.00.

Af de mange lande, der har forbudt rejser fra Storbritannien, har Israel og Tyrkiet også sat en stopper for rejser fra Danmark.

Se her, hvilke lande der som Danmark har forbudt rejser fra Storbritannien:

  • Frankrig har fra midnat søndag standset al trafik fra Storbritannien i 48 timer.
  • Tyskland har fra midnat søndag standset al flytrafik fra Storbritannien indtil 31. december med undtagelse af fragtfly.
  • Belgien har fra midnat søndag standset al tog- og flytrafik fra Storbritannien i mindst 24 timer.
  • Italien har standset al flytrafik fra Storbritannien og forbudt rejsende at komme ind i landet, hvis de har været i Storbritannien de seneste 14 dage.
  • Irland har fra midnat søndag standset al flytrafik fra Storbritannien i mindst 48 timer.
  • Holland har standset al flytrafik fra Storbritannien indtil 1. januar.
  • Finland standser fra mandag middag al flytrafik fra Storbritannien i to uger.
  • Schweiz har fra midnat søndag standset al flytrafik fra Storbritannien på ubestemt tid. Standser også fly fra Sydafrika, hvor en lignende virusvariant er blevet fundet.
  • Tyrkiet har standset al flytrafik fra Storbritannien samt fra Holland, Sydafrika og Danmark efter fund af lignende virusvarianter.
  • Iran har standset al flytrafik fra Storbritannien de næste to uger.
  • Israel har standset al flytrafik fra Storbritannien, Sydafrika og Danmark.
  • Colombia standser fra mandag al flytrafik fra Storbritannien på ubestemt tid.
  • Også Bulgarien, Rumænien, Kroatien, Saudi-Arabien, Kuwait, El Salvador, Canada, Chile og Argentina standser eller har standset al flytrafik fra Storbritannien, mens Østrig og Sverige forbereder sig på at gøre det samme.