Samfund

Sådan påvirker de nye restriktioner dine julegaver og nytårsraketter

Det er ikke sikkert, at alle julegaver, der er købt online, kan nå frem i tide. Det erkender GLS. For Postnord er skæringspunktet på søndag.

En reel nedlukning af Danmark.

Sådan beskrev statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag aften de nye restriktioner, der over de kommende dage vil blive taget i brug for at bekæmpe coronavirussen.

Hvor efterlader det så dem, der mangler at få købt julegaver - og dem der venter på, de ankommer med posten?

Og hvilken betydning har nedlukningen for ombytningen af gaver og køb af nytårsraketter?

TV 2 har samlet svarene på seks spørgsmål om de nye restriktioners betydning for jul og nytår – som det ser ud lige nu.

Hvordan kommer de nye restriktioner til at påvirke jule- og nytårsindkøb?

Hvor kan jeg købe mine julegaver henne?

De nye restriktioner falder i tre etaper: Allerede i dag torsdag er landets storcentre blevet lukket ned. Butikker, der ligger i eksempelvis Field’s, Rosengårdscenteret eller Bruuns Galleri skal således lukke ned. Undtagelsen er apoteker og dagligvarebutikker inde i centrene.

Fra mandag 21. december vil liberale erhverv, som for eksempel frisører, lukke ned. Og 1. juledag, 25. december, er det så alle butikker med undtagelse af apoteker og dagligvarebutikker, der skal lukke.

Det er altså muligt at købe sine julegaver i butikker, der ikke er placeret i et storcenter, helt frem til juleaften. Derudover er det selvfølgeligt muligt at handle online.

Kan mine onlinekøb nå frem inden juleaften?

Hvis en pakke skal nå frem inden jul, så skal Postnord have den senest 20. december, meddelte de i sidste uge. Tidligere har skæringsdatoen ellers været 22. december.

Samtidig forventer de endnu flere pakker efter de nye restriktioner. Men som det er nu, kan de godt følge med. Det gælder også for langt de fleste af landets pakkeshops, som Postnord leverer pakker til.

Der er dog enkelte undtagelser, fortæller Postnords pakkechef, Lene Reipuert.

- Vi samarbejder med 1600 posthuse. Der har været omkring 20 steder, hvor vi sammen med dem kan se, at der ikke er plads nok, siger pakkechefen.

Derfor opfordrer hun til, at kunderne orienterer sig på posthusenes sociale medier for seneste status.

Omvendt må de hos GLS erkende, at de ikke kan garantere, at alle pakker når frem inden jul. Heller ikke hvis pakkerne er blevet afsendt inden den skæringsdato, de tidligere har meldt ud, nemlig 19. december.

Det oplyser GLS’ direktør, Karsten Klitmøller, i et skriftligt svar til TV 2.

- Vi har haft en rekordhøj pakkemængde igennem længere tid nu, og vi er over vores maksgrænse for, hvor mange pakker vi kan håndtere på et produktionsdøgn, siger han.

Af den grund opfordrer GLS kunderne til at vælge levering i en pakkeshop frem for på privatadressen. Derudover opfordrer de også pakkemodtagere til at hente deres pakker samme dag, som de ankommer, for at undgå pladsmangel i de lokale pakkeshops.

Hvordan og hvor længe kan jeg bytte mine gaver?

Grundlæggende set er det vigtigt at skelne mellem gaver, der er købt i en fysisk butik, og gaver, der er købt på nettet, når man snakker om returret.

På onlinekøb er der nemlig en 14 dages fortrydelsesret. Det er der ikke på gaver, der er købt i en butik. Her er det alene de bytteregler, butikken selv tilbyder, der er gældende. Det fortæller Vagn Jelsøe, der er vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

Han påpeger, at butikkerne er blevet opfordret til at forlænge deres byttefrist, og at de fleste større kæder og butikker lader til at efterkomme den opfordring.

- Men skulle der være en enkelt butik, der vælger at gøre noget andet, så har man ikke en bytteret givet i loven. Det er den enkelte butik selv, der bestemmer regelsættet, siger Vagn Jelsøe.

I første omgang gælder nedlukningen af samtlige butikker, med undtagelse af dagligvarebutikker og apoteker, indtil 3. januar. Har en butik tilbudt at ombytte gaver indtil for eksempel 3. januar, kan der opstå særlige situationer.

- Har man stillet forbrugeren en bytteret i udsigt, så skal den kunne udnyttes, og byttefristen må forlænges. Men hvor meget skal den så forlænges? Jeg ville sige, at fristen skulle forlænges med et tilsvarende antal dage. Men man skal nok sikre sig, at butikken ser på det på samme måde, siger Vagn Jesøe.

Er der julemad nok til alle?

Da Danmark tilbage i foråret blev delvist nedlukket, medførte det massive køer i supermarkederne. Trods formaninger om det modsatte, blev der udsolgt af toiletpapir og rugbrød.

Men danskerne behøver ikke at frygte, at der bliver udsolgt af julemaden.

Dagligvarebutikkerne kører, som de plejer – også dem i storcentrene, understreger kommunikations- og analysechef i Coop, Lars Aarup:

- Der er julemad nok, og vi har ikke oplevet nogen hamstring.

Omvendt er Coops forventning, at onlinehandlen kommer til at stige. Det betyder et øget pres på pakkeudleveringerne. Derfor er Coops opfordring, at kunderne sørger for at hente deres pakker i løbet af dagen og ikke kun i tidsrummet klokken 15-18.

Hvilken betydning får restriktionerne for julehjælpen?

I udgangspunktet får de nye restriktioner ikke nogen betydning for julehjælpen.

Det fortæller Klaus Nørlem, der er generalsekretær i Dansk Folkehjælp, der har fået ansøgninger fra 15.000 familier i år.

De sidste uddelinger finder først sted i slutningen af ugen, men de frivillige er i forvejen blevet instrueret i at mindske den fysiske kontakt. I de kommuner, hvor modtagerne af julehjælpen får den leveret til døren, er det enten frivillige, der kører fra dør til dør, eller via pakkepost.

- Så på nuværende tidspunkt har de nye restriktioner ikke givet anledning til bekymring for os, siger Klaus Nørlem.

Kan jeg stadig købe fyrværkeri til nytår?

Vinduet for, hvornår man kan købe nytårsraketter, er kun lige åbnet, før det bliver lukket i igen.

Administrerende direktør hos byggemarkedet Jem & Fix, Claus Petersen, fortæller, at de ligesom landets øvrige butikker er nødt til at lukke 25. december, og dermed bliver salget af fyrværkeri også anderledes i år.

Man vil enten skulle købe sine raketter, batterier og knaldperler inden juleaften – eller benytte sig af onlinehandel. Det sidste er dog ikke problemfrit.

- Det er et setup med en begrænset kapacitet. Det skal transporteres som farligt gods af specialuddannede chauffører, så vi må lukke ned for vores onlinesalg af fyrværkeri, hvis vi pludselig ikke kan håndtere det mere, siger Claus Petersen.

I en analyse fra tidligere på måneden anslog Dansk Erhverv, at danskerne i år ville bruge flere penge på fyrværkeri, end de plejer. Men med de nye restriktioner bliver det svært at nå op på den normale omsætning, lyder det fra Jem & Fix.

- Men i første omgang forventer jeg et lidt større salg op til jul.