Ansatte i smitteopsporing bedt om at droppe kontaktforsøg
Smitteopsporing er afgørende for at standse spredningen af coronasmitte i Danmark.
Et opkaldsforsøg og så er det slut. Det blev i få dage den nye strategi i den danske smitteopsporing, skriver Berlingske.
Ansatte i covid-19-smitteopsporingen blev fredag bedt om at fravige de officielle retningslinjer og springe kontaktforsøg til coronasmittede over, så hver borger kun fik et opkaldsforsøg i stedet for tre, før man opgav at få fat i borgeren. Det bekræfter Styrelsen for Patientsikkerhed over for avisen.
I dagene efter den nye instruks kunne de ansatte derfor lukke et stort antal sager.
Den nye praksis er dog allerede blevet sløjfet igen. Fra og med onsdag igen bliver der igen ringet tre gange til coronasmittede, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed til avisen.
- Det er for tyndt
Men den kortvarige praksis i smitteopsporingen med kun det ene opkaldsforsøg bekymrer formanden for Lungeforeningen.
- Det er for tyndt, at man kun prøver at ringe én gang. Det underminerer ikke hele ideen med smitteopsporingen, men det gør smitteopsporingen mindre effektiv, siger speciallæge og professor Torben Mogensen til Berlingske.
Styrelsen for Patientsikkerhed har over for Berlingske forklaret, hvorfor de ansatte fredag fik besked om at nøjes med et opkald.
- Smitteopsporingsopgaven er blevet udvidet med flere opgaver. Isolationsopkald, reviderede retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen og et stigende antal positive tests fra private testcentre. Sammenholdt med de høje aktuelle smittetal har vi derfor foretaget en midlertidig prioritering. Det har vi gjort med henblik på, at vi får kontakt til så mange smittede som overhovedet muligt, så vi kan få rådgivet disse om, hvordan de skal forholde sig, skriver styrelsen i en mail.
Ny praksis droppet igen
Antallet af smittede med coronavirus er steget voldsomt de seneste uger og har flere dage været over 3000 om dagen.
Samtidig er testkapaciteten blevet udbygget i løbet af efteråret.
Opgaven for de de ansatte i smitteopsporingen er at ringe til alle nye smittede med covid-19 for at instruere dem i, hvordan de skal forholde sig, og hvordan de skal oplyse deres nære kontakter om, at de skal lade sig teste.
Sammen med det første opkald modtager den smittede en sms med en opfordring om at ringe tilbage. Vedkommende modtager også en henvendelse i e-Boks.
Målet er at bryde smittekæderne så tidligt som muligt, som Styrelsen for Patientsikkerhed skriver på sin hjemmeside.