Coronavirus

Sådan bliver processen, når de første danskere skal vaccineres

Planen er, at alle, der skal vaccineres, får en indkaldelse i e-boks.

De første danskere bliver vaccineret mod coronavirus 27. december.

Men hvordan kommer det til at foregå, når vaccinationerne bliver rullet bredere ud?

TV 2 er i besiddelse af Sundhedsstyrelsens rapport "Organisering af vaccination mod COVID-19". Se her, hvordan processen ifølge rapporten vil se ud for de første danskere, der vaccineres.

1) Vaccinerne bringes ud

Vaccinen skal fysisk transporteres til vaccinationsstederne fra fabrikken i Belgien. Pfizer/BioNTech-vaccinen skal opbevares koldt - mindst ved minus 70 grader celcius - for at bevare sin effekt. Det kræver både tøris og frysere.

Først lander vaccinen hos Statens Serum Institut i København, og derefter skal den ompakkes og videre til regionerne. Herfra skal den igen videre til de forskellige steder, hvor danskerne kan blive vaccineret: På sygehuse, i vaccinations- og plejecentre eller hos udkørende vaccinationsenheder.

2) Du modtager en indkaldelse

I første omgang er det beboere på plejecentre, udvalgt personale i sundheds- og ældresektoren og folk i øget risiko, der kan få vaccinen.

Det udvalgte personale får invitation til vaccination via ledelsen på arbejdspladsen. Beboere på plejehjemmene bliver inviteret til vaccinationen gennem kommunen eller den institution, de bor på.

Alle, der skal vaccineres, modtager information via e-boks. Borgere, der er fritaget fra at modtage digital post, modtager i stedet en invitation per brev med posten.

Herefter skal du booke en tid på en national hjemmeside. Du skal booke to tider med det samme.

3) Du møder op på et vaccinationscenter

Du møder op til vaccination på den dato, du er blevet indkaldt. Hvis du er ansat i sundhedsvæsnet, bliver du vaccineret på et hospital, og hvis du er beboer på et plejecenter, sker vaccinationen her.

Andre møder op på et vaccinationscenter.

Du skal give dit samtykke forud for vaccinationen og have dit sygesikringskort med.

4) Vaccinationen

Du får et stik.

Personen, der udfører vaccinationen, skal bære maske og handsker, og du skal også have mundbind på. Der vil være afskærmning i de områder, hvor vaccinerne bliver givet.

Herefter registreres din vaccination i det danske vaccinationsregister.

5) Observation

Efter du er blevet vaccineret, skal du under observation i et kvarter. Det vil der være indrettet særlige områder til på vaccinationsstederne.

Hvis der viser sig bivirkninger, er der fagpersoner til stede. Ellers kan du frit gå ud igen.

6) Anden omgang

Vaccinationen skal gentages efter tre uger, for at den har fuld effekt. Vaccinen har en effekt efter første stik, men den bliver boostet efter det andet, for der ”genkender” immunsystemet virussen bedre.

Du har allerede booket tid til anden vaccine - det gjorde du sammen med den første. Du får en påmindelse om, at du skal møde op.

Som udgangspunkt bliver man indkaldt til det samme vaccinationssted, som man var ved første gang.

Her gennemgår du punkt tre, fire og fem igen.