Nu udvides delvis nedlukning til hele landet

De nye restriktioner vil træde i kraft onsdag klokken 16.

De skærpede restriktioner, der indtil nu har gjort sig gældende i 69 kommuner, bliver udrullet til resten af Danmark.

Det bekræfter flere borgmestre, herunder Søren Steen Andersen fra Assens, overfor TV 2.

Han blev klokken 14 orienteret af sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) sammen med de resterende relevante borgmestre. Her fik de at vide, at de nye restriktioner vil gælde fra onsdag klokken 16.

- Forløbet fra tidligere i den her coronakrise har været, at når sundhedsordførerne er blevet orienteret om nye restriktioner, der er på vej, så går der ikke længe, før det også bliver meldt ud i offentligheden, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

Tredje bølge af restriktioner

I dag er 79 procent af befolkningen underlagt særlige restriktioner.

De lokale restriktioner blev først indført i 38 kommuner - hovedsageligt i hovedstadsområdet, men også i Odense og Aarhus.

10. december blev restriktionerne udvidet til at gælde i yderligere 31 kommuner.

Og nu følger altså de resterende kommuner.

Skærpede restriktioner i hele landet

De skærpede restriktioner betyder blandt andet, at skoleelever fra 5. klasse og opefter er sendt hjem og skal undervises digitalt, og at restauranter, teatre, spillesteder, museer, biografer og biblioteker skal holde lukket.

Restauranter kan dog servere takeaway.

Offentlige arbejdsgivere er blevet opfordret til at hjemsende alle medarbejdere, der ikke varetager kritiske funktioner, og private arbejdsgivere opfordres også "kraftigt" til at hjemsende medarbejdere, hvis det er muligt.

Her er restriktionerne der kommer til at gælde hele landet:

  • Alle restauranter og barer lukker. Der må dog stadig sælges takeaway ud af huset.
  • Kulturinstitutioner, teatre, spillesteder, museer, biografer og biblioteker skal lukke indendørsarealer.
  • Alle skolebørn fra femte klasse og opefter sendes hjem og skal undervises digitalt. Det gælder også studerende på voksenuddannelser samt kursister.
  • Offentlige arbejdsgivere opfordres til at hjemsende alle medarbejdere, der ikke varetager kritiske funktioner. Private arbejdsgivere opfordres også "kraftigt" til at hjemsende medarbejdere, hvis det er muligt.
  • Svømmehaller, fitnesscentre og lignende skal holdes lukket.
  • Indendørs idræts- og foreningsliv lukkes ned. Professionel idræt er undtaget.
  • Indendørsarealer i forlystelsesparker, zoologiske haver, akvarier og lignende skal holde lukket for offentligheden.