Samfund

90 nye sigtelser på vej i kæmpe sag om deling af børneporno

Ulovlige videoer og fotos deles på nettet. Et politisk flertal vil have ny lovgivning.

Der er allerede faldet afgørelse i 1000 sager om deling af videoklip med 15-årige af seksuel karakter.

Men den såkaldte Umbrella-sag er ikke noget overstået kapitel. Der er 90 nye sigtelser på vej.

Det skriver Jyllands-Posten.

De nye sager skal sendes videre til politikredsene, hvorefter der vil blive rejst sigtelser, oplyser politikommissær Flemming Kjærside, Nationalt Cyber Crime Center (NC3), til avisen.

Miriam Michaelsen, der arbejder for at bekæmpe digitale krænkelser og digital vold, mener, at techgiganterne på markedet forsømmer deres medansvar.

- Når der er 90 nye straffesager på vej om delinger af det samme voldsomt krænkende materiale på Messenger i 2019, er delingerne sket, flere år efter at det burde være blokeret og blacklistet. Det synliggør, at de techaktører, som har mulighed for blokere det ulovlige materiale, ikke påtager sig ansvaret, siger advokat Miriam Michaelsen, partner i Njord Law Firm og formand for foreningen Digitalt Ansvar til Jyllands-Posten.

Anmeldt første gang i 2015

Umbrella-sagen blev anmeldt til både politiet og Facebook i 2015 og siden omtalt i medierne, inden de første domme faldt i 2018.

Videoklippene stammer fra 2015 og blev siden delt i stort omfang af unge via beskeder i Facebooks Messenger.

En opgørelse foretaget i januar i år viser, at 334 af de afgjorte sager er endt med domme for børneporno, mens der i 444 sager er straffet for krænkende billeddeling, som i de fleste sager har resulteret i en bøde på 1500 kroner.

De resterende sager er enten endt med frifindelse eller opgivet af anklagemyndigheden - blandt andet fordi den sigtede var under 15 år.

Der er faldet afgørelse i tidligere sager i både 2018 og 2019. Men Jyllands-Posten kan via aktindsigt dokumentere, at der fra april 2019 til august 2020 har været 2188 anmeldelser om overgreb og digitale krænkelser mod børn på nettet.