Coronavirus

Pfizer ved ikke, om vaccinerede kan smitte andre

Danskerne slipper ikke for at holde afstand, bære mundbind og bruge håndsprit, selvom man har modtaget en vaccine, siger professor Jens Lundgren.

Danskerne kan forhåbentlig se frem til at blive vaccineret mod coronavirus i begyndelsen af det nye år.

Men selv med en vaccine i kroppen, kan danskerne ikke tillade sig at opføre sig som i tiden før coronapandemien.

Det vides nemlig endnu ikke med sikkerhed, om vaccinerede mod coronavirus kan smitte andre.

Det oplyser Anne Bloch Thomsen, der er medicinsk direktør ved lægemiddelproducenten Pfizer, til TV 2.

- Det er et spørgsmål, vi fortsat undersøger. Vores fase 3-studie har undersøgt, om vaccinekandidaten forebygger sygdom, lyder det.

Så længe der er et højt smittetryk i Danmark, vil det være smart ikke at blive udsat for smitte

Jens Lundgren, professor i infektionsmedicin ved Københavns Universitet

Professor: Skal ikke ændre corona-adfærd

Pfizer og BioNTech har i udarbejdelsen af deres vaccine ikke undersøgt, om en vaccineret person kan give smitte videre til andre.

Dette er ifølge flere eksperter normal praksis i forbindelse med produktionen af vacciner.

Danskerne slipper altså ikke umiddelbart for at holde afstand, bære mundbind og bruge håndsprit, selvom man er blevet vaccineret, siger Jens Lundgren, der er professor i infektionsmedicin ved Københavns Universitet.

De udsatte grupper, der er først til at blive vaccineret herhjemme, bør derfor fortsætte deres adfærd som tidligere under coronapandemien, da smittetrykket stadig må formodes at være højt i Danmark i begyndelsen af 2021.

- Vi kan for det første ikke være sikre på, at vaccinen beskytter alle. Og så længe der er et højt smittetryk i Danmark, vil det være smart ikke at blive udsat for smitte, siger Jens Lundgren.

Beskytter 95 procent

Fase 3-studier har vist, at Pfizer-vaccinen er omkring 95 procent effektiv i forhold til at kunne forebygge sygdommen covid-19 sammenlignet med en gruppe, der fik placebo.

Ifølge Anne Bloch Thomsen vil Pfizer fortsætte med at indsamle effektivitets- og sikkerhedsdata i to år endnu, oplyser direktøren til TV 2.

Jens Lundgren venter, at forskerne i den kommende uge vil blive klogere på coronavaccinernes virkning.

For 17. december er det nemlig forventningen, at der kommer resultater fra vaccinekandidaten fra Modernas fase tre-studie, som benytter samme teknologi som Pfizer og BioNTech.

- Det kan give brugbar viden, for vi får viden fra dobbelt så mange forsøgspersoner, siger Jens Lundgren.

Danskere kan ses frem til vacciner i 2021

Coronavaccinen fra selskaberne Pfizer og BioNTech er endnu ikke godkendt som lægemiddel i Danmark.

Storbritannien, Canada og USA har som de første lande udstedt en nødgodkendelse til vaccinen henholdsvis 8., 10. og 11. december.

Senest 29. december skal vaccinen fra den amerikanske og tyske virksomhed evalueres af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

Bliver vaccinen godkendt, kan den efter planen blive uddelt til de første danskere i løbet af januar 2021.