Coronavirus

Stigende smitte på plejehjem vækker bekymring: - Det er det her scenarie, vi skulle undgå

Sundhedsborgmester slår alarm, efter 49 borgere på plejehjem og i hjemmeplejen i Københavns Kommune er testet positive for coronavirus.

Voldsomt stigende smittetal og dødsfald blandt plejehjemsbeboere i Københavns Kommune får nu sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) til at sende en kraftig opfordring om at tage ansvar.

- Der er så meget smitte i samfundet, at det er svært at undgå det sniger sig ind på plejehjemmene, selv om vores ansatte testes, hver dag, siger Sisse Marie Welling til TV 2.

Gennem den seneste uge har coronasmitten ramt 9 ud af Københavns Kommunes 40 plejehjem.

49 borgere på plejehjem og i hjemmeplejen er lige nu smittet med covid-19.

- Der et ret afgørende, at så mange som muligt bliver testet. Lige nu opfordrer vi de 15-25-årige til at blive det og vi gør alt for, at smitten ikke spreder sig yderligere, siger hun.

Udvikler sig ude af kontrol

I København har udviklingen været dramatisk, og helt nye tal for kommunen viser fredag, at 667 københavnere har fået positivt testsvar det seneste døgn og 4015 den seneste uge. Det er en fordobling i forhold til ugen før.

Situationen i Københavns Kommune afspejler i nogen grad situationen på landsplan. Her nåede smittetallet torsdag og fredag nye højder, da 3057 blev testet positiv i løbet af det seneste døgn.

- Det er det her scenarie, vi skulle undgå. Lige nu er smitten ude af kontrol, og det på trods af, at vi allerede gør rigtig meget for at bremse og forebygge, siger borgmesteren.

Afgørende at bremse generel udvikling i smitte

Trods en række tiltag har det ikke kunnet bremse smitten.

- Vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan for at inddæmme og opspore, så virus ikke får fat på hele afdelinger eller plejehjem. Her er den altafgørende forudsætning, at smitten i den generelle befolkning ikke bliver ved med at stige, siger Sisse Marie Welling.

Borgmesteren understreger derfor også, at kommunen ser med stor bekymring på udviklingen og at det "kan koste menneskeliv", som hun skriver fredag i en pressemeddelelse.

Til TV 2 siger Sisse Marie Welling, at man har gjort alt for at undgå at havne i den aktuelle situation.

- Det går alt for stærkt lige nu, selv om vi har været under restriktioner hele efteråret. Det kan også ende med, at hospitalskapaciteten bliver alt for presset. Det skal vi for alt i verden undgå, siger hun og understreger, at man fra de lokale sundhedsmyndigheders side gør alt for at analysere de alarmerende smittetal.

Forstad er værst ramt

Endnu værre end i Købehavn ser det ud i københavnerforstaden Tårnby Kommune, hvor et plejehjem på Irlandsvej torsdag kunne melde om 68 beboere og ansatte med smitte, mens syv personer er afgået ved døden.

Udbruddet med coronavirus på plejehjemmet begyndte i slutningen af november, hvor man i første omgang konstaterede ni smittede 23. november.

Bispebjerg Hospital i København er et af de steder, hvor man begynder at kunne aflæse og mærke den stigende smitte. 6 ud af 12 sengepladser på intensiv afdeling bliver lige nu brugt til coronapatienter, oplyser Christian Wamberg, der er overlæge på intensiv afdeling på hospitalet, til Ritzau.

- Antallet er indlagte er fint lige nu, men jeg frygter, det er stigende. Vi ser typisk patienterne baseret på 14 dage gamle smittetal, så hvis der var 2000 smittede for 14 dage siden og 3000 i denne her uge, så tænker jeg "puha, jeg ved godt, hvad jeg skal lave i julen", siger overlægen.