Region Sjælland øger beredskabet og aflyser operationer

Alle planlagte operationer aflyses på Sjællands Universitetshospital, fordi region går op i beredskabstrin 2.

Region Sjælland øger beredskabet fra trin 1 til trin 2 som følge af et stigende antal indlagte patienter med coronavirus.

Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Flere planlagte operationer bliver dermed aflyst for at frigøre personale og sengepladser til covid-19-patienter.

Det rammer i første omgang Sjællands Universitetshospital, hvor alt planlagt kirurgi bliver aflyst. Akut kirurgi og kræftkirurgi fortsætter dog uændret.

- Det er endnu ikke muligt at sige, hvor mange patienter der får udskudt planlagt behandling. Men alle berørte patienter får direkte besked fra sygehusene, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) i pressemeddelelsen.

- Vores sundhedsvæsen er åbent, og vi behandler alt akut og livstruende. Vi udskyder kun noget, der kan udskydes. Men det er selvfølgelig klart, at det er frustrerende for den enkelte patient, som bliver ramt af det, og det har jeg den største forståelse for, siger han.

67 patienter indlagt fredag

Region Sjælland har fredag 67 patienter indlagt med coronavirus.

Udviklingen i antallet af indlagte kommer til at afgøre om yderligere skal aflyses. Regionen præciserer ikke, hvad det kunne være.

Det afgør ligeledes om andre sygehuse i regionen bliver berørt.

For en uge siden gik Region Sjælland fra trin 0 til trin 1 i beredskabet.

Det førte til, at planlagte operationer på Ortopædkirurgisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Køge blev udskudt.