GO'

Efter tre måneders hjemmearbejde brød afdelingssekretær sammen hos lægen: - Det er nemt at gemme sig bag skærmen

Der er brug for, at lederne ringer op og spørger direkte, hvordan de ansatte trives, lyder det fra erhvervspsykolog.

Da Lene Paludan Hastrup var hos lægen til et rutinetjek for sit forhøjede blodtryk, brød hun helt sammen.

Reaktionen kom efter flere måneders hjemmearbejde, og den kom bag på hende.

Lene Paludan Hastrup havde som afdelingssekretær i Fagbevægelsens Hovedorganisation gennem flere måneder oplevet, hvordan aflysninger af større arrangementer som DHL-stafetten og Folkemødet på Bornholm blev aflyst.

Der er ingen grund til at stå op 06.30, når jeg først skal møde 08.50 inde på den anden side af væggen

Lene Paludan Hastrup, afdelingssekretær

Hun følte sig mere og mere isoleret og overset, og til sidst blev det for meget hende.

- Det var følelsen af, at der ikke var nogle, der havde opdaget, at det var mine arbejdsopgaver, der forsvandt. At de ikke kiggede på, hvad de skulle sætte mig til, når alt det, jeg normalt sidder med, lukkede ned, forklarer Lene Paludan Hastrup i ‘Go’ morgen Danmark’.

Arrangementerne, som Lene Paludan Hastrup normalt arbejder med at organisere, forsvandt.

- I starten tænkte jeg, at så kunne jeg rydde op. Man har jo en mailboks med sådan 4000-5000 mails liggende, så det begyndte jeg at gøre, men på et tidspunkt er det også overstået, lyder det.

Lene Paludan Hastrup har planer om at begynde at gå en tur i sin frokostpause.

Cheferne skal tage ansvar

Lene Paludan Hastrups reaktion kom uventet, men hun er langtfra den eneste, der har udfordringer på hjemmekontoret.

I en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for HK Privat, fremgår det tydeligt, at det påvirker psyken at blive hjemsendt.

Her svarer flertallet af de 1034 adspurgte medlemmer, at de oplever, at de savner deres kollegaer, og hver femte siger direkte, at de føler sig alene.

Og det kommer bag på Malene Friis Andersen, der erhvervspsykolog og forsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, hvor hun selv er ved at undersøge den mentale sundhed og betydning af arbejdsfællesskabet under covid-19-krisen.

Malene Friis Andersen forklarer, at mange ikke trives med at arbejde hjemme. Det kan blandt andet skyldes, at det kan være svært at adskille arbejde og fritid.

- Jeg har talt med ledere og medarbejdere, der sidder derhjemme og har haft det, vi kalder, understress. De har siddet og haft en oplevelse af, at arbejdsopgaverne er forsvundet og en oplevelse af ikke længere at være så vigtig, forklarer hun.

Hun peger ligeledes på, at lederne har en opgave i at sørge for, at deres medarbejdere får en sund arbejdsrytme på hjemmekontoret – blandt andet ved at ringe og spørge medarbejderne direkte: ”Hvordan har du det egentligt?”

- Det er vigtigt, at lederne hjælper medarbejderne med at lave gode grænsemarkører for arbejdsdagen. Hvornår møder man ind, og hvornår forlader man arbejdet, lyder det fra Malene Friis Andersen.

En af deltagerne i en af hendes undersøgelser siger det meget præcist, mener hun:

- Jeg arbejder ikke hjemmefra. Jeg bor på mit arbejde.

Afstemning

Hvor foretrækker du at arbejde?

Sover længere og spiser frokost

Lene Paludan Hastrup er enig i, at cheferne skal tage et ansvar for at sikre, at deres medarbejdere trives på hjemmearbejdspladsen. Selvom hun snakkede med sine kolleger hver dag, havde hun svært ved at give udtryk for, at hun ikke havde det godt på hjemmekontoret.

- Det er nemt at gemme sig bag skærmen. Man kan skjule rigtig mange ting, for man kan ikke se nuancerne i folks ansigtsudtryk, så der er ikke nogen, der rent faktisk har en jordisk chance for at vide, hvordan du har det.

Siden Lene Paludan brød sammen har hun med sin chef kigget på hendes arbejdsopgaver, og så har hun fundet nogle gode værktøjer til at fungere på hjemmekontoret.

- Jeg står en time senere op, for der er ingen grund til at stå op 06.30, når jeg først skal møde 08.50 inde på den anden side af væggen, lyder det blandt andet.

Lene Paludan Hastrup er ligeledes blevet bedre til at overholde sine arbejdstider og bevæge sig væk fra kontoret i frokostpausen.

Derfor er hun nu også fortrøstningsfuld med, at hun nu er hjemsendt igen.

- Jeg har nogle arbejdsopgaver med hjem, der skal løftes og laves her inden jul, slutter hun.

Se hele interviewet med Lene Paludan Hastrup og Malene Friis Andersen.