Coronavirus

Også flere kommuner med 'lave' smittetal skal lukke ned - men borgmestre bakker op

Flere kommuner bliver underlagt restriktioner, selvom incidenstallet er markant lavere end i andre kommuners.

Fredag bliver yderligere 31 kommuner omfattet af lokale restriktioner som følge af de stigende smittetal.

Det sker fordi, Statens Serum Institut har hævet risikovurderingen for Region Sjælland og Region Midtjylland.

Men i flere af de kommuner, som nu skal lukke delvist ned, er smittetallene ikke højere, end andre kommuner, som fortsat kan holde åbent. Alligevel skal de lukke, fordi de ligger i en af de regioner, der har en høj risikovurdering.

Lolland er en af de kommuner, som må lukke caféer og restauranter, og sende de ældre skolebørn hjem. Det til trods for at kommunen har det niende laveste incidenstal blandt alle landets kommuner.

Antallet af smittede per 100.000 indbyggere, også kaldet incidenstallet, er 48 i Lolland kommune. Til sammenligning er den fynske kommune Kerteminde ikke omfattet af de lokale restriktioner, og her er incidenstallet 138.

Borgmester: Smitten kan hurtigt stige

Alligevel mener borgmesteren i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (S), at det er den rigtige beslutning at tage Lolland med:

- Det har jeg det fint med. Jeg synes ikke, det giver nogen mening, at der er et par kommuner tilbage på Sjælland, som ikke er lukket ned, siger han til TV 2.

Borgmesteren påpeger, at mange af borgerne i Lolland pendler til og fra andre kommuner, eksempelvis nabokommunen Guldborgsund, som har et incidenstal på 196, altså næsten fire gange så højt som Lollands.

- Derfor kunne vi hurtigt få bragt smitten ind i kommunen. Jeg er sikker på, at hvis ikke vi også lukkede ned, ville smitten hurtigt begynde at stige her også, siger Holger Schou Rasmussen.

”Fuld forståelse”

Også Syddjurs Kommune må lukke ned som følge af regeringens nye restriktioner. Kommunens incidenstal er på 79, og det placerer kommunen på 80, pladsen over landets 98 kommuner.

Kommunen grænser op til en kommune med højere smittetal, nemlig Aarhus, som har over fire gange så mange smittede per 100.000 indbyggere som Syddjurs.

Derfor mener borgmesteren Ole Bollesen (S), ligesom Lollands borgmester, at nedlukningen er i orden:

- Mange i vores kommune pendler frem og tilbage fra Aarhus, så derfor er vi i risiko for at blive smittet. Rigtig mange af vores ansatte på rådhuset bor i Aarhus og kører herud, så det er logisk, at vi sender vores medarbejdere hjem, siger han til TV 2 Østjylland.

Det er vilkårene, sådan som situationen er nu, lyder det fra Ole Bollesen:

- Det er et forsøg på at få smittettallet ned, og det har min fulde forståelse.