Coronavirus

"Det går stærkt nu", siger Mette F. – dagens smittetal er 3132

Smitteudviklingen i Danmark skaber bekymring hos statsminister Mette Frederiksen (S).

Torsdag er der registreret 3132 tilfælde af coronavirus i løbet af de seneste 24 timer. Antallet af døde med coronavirus er 918. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde.

Dagens smittetal er det højeste siden pandemiens start. Samtidig er antallet af test ligeledes rekordhøjt med 111.358 prøver. Til sammenligning var testgrundlaget onsdag 91.417.

Det samlede antal indlæggelser er 342, hvoraf 40 er på intensiv, og 28 er i respirator.

- Der er testet over 100.000 personer det seneste døgn. Derfor er det høje smittetal torsdag også kommet i lyset af rekordmange test, siger direktør i Statens Serum Institut, Henrik Ullum.

Med de nye tal kommer antallet af bekræftede coronatilfælde i Danmark til at overstige 100.000 siden pandemiens start.

Tallene kommer efter onsdagens smittetal, hvor der med 2558 registrerede tilfælde på 24 timer blev sat ny foreløbig rekord.

Smittetal bekymrer statsminister

Statsminister Mette Frederiksen (S) er netop landet i Bruxelles, hvor hun skal til EU-topmøde, og smitteudviklingen i Danmark giver anledning til bekymring, fortæller hun.

- Det går stærkt nu. Det går for hurtigt, siger statstministeren om coronaudviklingen i Danmark.

På spørgsmålet om, hvad hendes anbefaling nu er til danskerne, lyder det:

- Bliv hjemme. Lad vær med at invitere gæster og se for mange mennesker.

Skærpede restriktioner udvides til nye kommuner

De høje smittetal kommer i kølvandet på en uge, hvor regeringen har besluttet at skærpe restriktionerne i 38 af landets kommuner.

Torsdag klokken 13.30 har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) indkaldt til pressemøde, hvor det forventes, at de skærpede restriktioner udvides til yderligere 31 kommuner.

Risikovurdering hæves flere steder i landet

Samtidig er Region Sjælland og Region Midtjylland rykket op på niveau 4 i det nationale varslingssystemet.

Det fremgår af en risikovurdering 9. december, som TV 2 er i besiddelse af.

Der er i alt fem niveauer på den nationale risikovurderingsskala. Alle landets regioner med undtagelse af hovedstaden har indtil nu befundet sig på niveau 3.

Niveauerne kategoriseres således:

  • Niveau 1: Lav og lokal smitte med mulighed for opblussen.
  • Niveau 2: Lokale og regionale udbrud af smitte, der kan brede sig.
  • Niveau 3: Udbredt samfundssmitte med potentiale for hurtig acceleration i smittetal.
  • Niveau 4: Udbredt samfundssmitte og begyndende pres på kapacitet på sygehusene.
  • Niveau 5: Udbredt samfundssmitte og risiko for, at kapaciteten på sygehusene overstiges.