Coronavirus

99 corona-dødsfald og 7061 flere smittede i Sverige

I Stockholm er 99 procent af intensivpladserne på hospitalerne belagt. Det er den hidtil højeste belægning.

Der blev onsdag registreret 99 nye coronarelaterede dødsfald i Sverige det seneste døgn.

Det oplyser sundhedsmyndighederne, som samtidig fastslår, at der er registreret 7061 nye smittetilfælde på et døgn, skriver Dagens Nyheter.

I Stockholm er 99 procent af intensivpladserne på hospitalerne belagt, hvilket lægger et massivt pres på hospitalspersonalet i hovedstaden.

Ifølge avisen er det første gang siden pandemiens start, at belægningen på hospitalernes intensivafdelinger er så høj.

89 patienter på intensiv

I alt ligger 89 patienter på intensiv i Stockholm.

- Det er en kamp på liv og død, så længe situationen er så alvorlig som nu, siger Björn Persson, som leder den intensive afdeling på Karolinska Universitetssygehus, til Dagens Nyheter.

Sverige har forbudt forsamlinger på over otte personer til jul og nytår.

- Julen er en tid, hvor man vil være sammen. Julen er en tid for nærvær. Men i år kan julen ikke blive som normalt. Otte personer er den nye norm, sagde statsminister Stefan Löfven på et pressemøde tirsdag ifølge Aftonbladet.

Sverige registrerede tirsdag 133 coronarelaterede dødsfald. Tallet omfattede døde i weekenden og mandag.