Statsministeren undskylder dansk behandling af 22 grønlandske børn

I 1951 blev 22 børn fjernet fra deres familier i Grønland og sendt til Danmark for at blive danske.

Statsminister Mette Frederiksen (S) undskylder i et åbent brev til 22 grønlandske børn.

Børnene blev for 70 år siden tvangsflyttet fra Grønland til Danmark, da de skulle fungere som 'brobyggere'.

Forsøget med de grønlandske børn havde til hensigt, at børnene skulle have et bedre liv, skriver statsministeriet i en pressemeddelelse. Men som forsøget skred frem, kom det også til at handle om, at de grønlandske børn skulle "danne fortrop for udviklingen i Grønland," lyder det.

Statsministerens undskyldning kommer, da regeringen og det grønlandske landsstyre tirsdag offentliggør en historisk udredning om de 22 børn. Den er blandt andet blevet forsinket på grund af corona, men nu er den færdig.

Seks lever stadig

Konkret har statsministeren givet en uforbeholden undskyldning i et personligt brev til de af de 22 børn, som stadig lever.

Brevet er sendt til seks personer, oplyste Mette Frederiksen under statsministerens spørgetime tirsdag.

- Hensynet til jer som mennesker blev sat til side. Mange af jer mistede båndet til jeres familier, til jeres slægt, jeres livshistorie og til Grønland. Og da I kom hjem til Grønland, blev I endda anbragt på børnehjem, sagde statsministeren.

- Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan tage ansvaret på os, og undskylde over for dem, vi svigtede. I brevet har jeg derfor givet en uforbeholden og længe ventet undskyldning på Danmarks vegne.

Forsøg slog fejl

Sagen tog sin begyndelse i Grønland 1951.

Blandt dem, der længe har ventet på en undskyldning, er 75-årige Helene Thiesen, der er et af de børn, der i begyndelsen af 1950'erne blev tvangsfjernet fra sin familie i Grønland og sendt til Danmark.

Hun og 21 andre grønlandske børn blev fjernet fra deres hjem af danske myndigheder og tvangsflyttet fra kolonistyret Grønland til Danmark bistået af Red Barnet og Røde Kors.

Danmark ønskede at give disse børn en barndom under bedre sociale forhold, end de ville have fået i Grønland. Efter opholdet i Danmark skulle de vende tilbage til Grønland som bedre rollemodeller for andre børn. Men forsøget slog fejl.

Børnene blev ikke sendt hjem til deres familier. I stedet blev de anbragt på et børnehjem, og flere af børnene så aldrig deres familier igen.

Red Barnet har tidligere erkendt fejlen, som de har undskyldt.

Undskyldning er "et nybrud"

Mandagens undskyldning skal ses som en forlængelse af den undskyldning, som Mette Frederiksen sidste år gav til børnehjemsbørnene fra Godhavn, fortæller TV 2s politiske redaktør Hans Redder.

- Begge forløb er ikke noget, som Mette Frederiksen eller andre politikere, som sidder på magten nu, direkte har haft nogen indflydelse på, fordi det foregik for mange år siden, siger han.

Det har også været et af argumenterne for, at tidligere regeringer har ment, at man ikke direkte skulle undskylde.

- Der har Mette Frederiksen set anderledes på det og mener, at hun som en officielle repræsentant for Danmark vil og kan give en undskyldning, selvom hun ikke har været direkte involveret i beslutningerne, siger Hans Redder, som kalder undskyldningen "et nybrud".

Store konsekvenser

Formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen udtaler i anledning af offentliggørelsen af udredningen:

- Det rører mig dybt at læse om skæbnen for de 22 børn. Deres særlige opvækst fik store konsekvenser for deres forhold til familien og samfundet og ikke mindst for deres identitet som grønlændere, lyder det fra den grønlandske landsstyreformand i pressemeddelelsen fra statsministeriet.

- Nu her, snart 70 år senere, står vi med selvstyre, og samarbejdet mellem Danmark og Grønland har udviklet sig meget. I dag står vi som ligeværdige parter, som i fællesskab kigger tilbage i historien og mærker og ser følgerne af datidens politiske beslutninger.

-Vi har og vil altid lære af vores fælles historie, både de gode og de triste sider af historien.

Herunder kan du læse Mette Frederiksens åbne brev.