Samfund

Patient med skizofreni har otte personer i hovedet – nu lukker hun munden på dem i cyberspace

22-årige Cille blev bedt om at begå selvmord hver eneste dag. Nu har hun lært at svare igen, når stemmerne forsøger at overtage hendes liv.

På ydersiden ligner arkivkassen sådan én, man finder på en politistation.

Den har sorte kanter, et låg på toppen, og det er ikke lige til at gætte, at der befinder sig en hyggelig dagligstue inden i.

Amadeus er i gang med at fortælle, at jeg skal amputere din arm og stege den

Cille Jutta Storgaard, skizofren

I stuen er en kommode, en sofa og et hul i siden, som beboerne kan kigge ud af.

De hedder Kristina, Kirsten, Luna, Jens, Jesper, Ane, Janus og Amadeus og er ikke ret hyggelige.

- Amadeus er i gang med at fortælle, at jeg skal amputere din arm og stege den bagefter. Han er meget ulækker, siger Cille Jutta Storgaard.

Hun er 22 år gammel og lider af paranoid skizofreni og møder TV 2 i det tidlige efterår 2020.

Arkivkassen med dagligstuen og de otte personer findes kun inde i Cilles hoved, hvor otte stemmer snakker i munden på hinanden og forsøger at få hende til at gøre ting, hun slet ikke har lyst til at gøre.

- Jeg kan se sådan en kasse, hvor de render rundt inden i. Jeg ved ikke, om det lyder meget abstrakt, men det er åbenbart sådan noget, man kan, når man er syg i knoppen. Jeg kan gå ind i kassen, og kigge på dem. Der er sådan en lille fin dagligstue med en kommode og en sofa. Det ser faktisk lidt hyggeligt ud, siger Cille.

Men dagligstuens beboere ødelægger Cilles liv.

For eksempel når de overtaler hende til at skære dybe snit i sit inderlår, forsøger at få hende til at springe ud fra en høj bygning, eller når de vil have hende til at skære lemmer af folk.

Stemmerne bliver synlige

Hver eneste dag må Cille kæmpe imod stemmerne fra arkivkassen i hendes hoved, og indtil for nylig var hun den eneste, der kunne se og høre beboerne.

Det eneste, jeg kan huske fra mobningen, er den dag, hvor jeg fik kastet en kniv i låret

Cille Jutta Storgaard, skizofren

Men sådan er det ikke mere.

Cille er nemlig med i et helt nyt forsøg, hvor danskere med skizofreni kan møde personerne fra deres egne hoveder i virkeligheden – eller så virkeligt, som det nu bliver, når man har et headset på hovedet, og mødet finder sted i virtual reality.

Personerne bliver genskabt på en computer ud fra Cilles vejledning, og når deres udseende og stemme matcher det billede, Cille har inde i hovedet, kan alle andre også møde de ubehagelige beboere i arkivkassen.

I første omgang er det dog kun én enkelt af personerne, der er blevet genskabt som en såkaldt avatar, og selvom Amadeus umiddelbart kunne lyde som en personlighed, der burde arbejdes med, er det ikke ham, Cille er blevet rådet til at fokusere på først.

En rigtig dårlig cocktail

De gode råd får hun fra sygeplejerske Vibeke Skovgaard, der indstillede Cille til forsøget.

Det er et af de første i verden, hvor patienter med skizofreni behandles med virtual reality.

- Hun er en af mine meget syge patienter, som har nogle svære symptomer. Og hun har haft dem i lang tid, siger Vibeke Skovgaard.

TV 2 har fulgt behandlingen af Cille i tre måneder, og du kan se en dokumentarudsendelse om hendes udvikling på TV 2 Play.

Cille har hørt stemmer uafbrudt, siden hun var teenager, hun har en spiseforstyrrelse, der gør hende overvægtig, hun gør skade på sig selv, og hun har dagligt selvmordstanker.

I syvende eller ottende klasse kunne jeg finde på at hoppe ud fra ting

Cille Jutta Storgaard, skizofren

Hendes liv har aldrig været let.

- Da jeg var tre måneder gammel, gik min far ind til min mor, lagde sin ring og sagde, at han ikke elskede hende mere, og så smuttede han ellers, siger Cille.

Droppet og mobbet

Moderen fandt dog hurtigt en ny mand, der flyttede ind sammen med hende, Cille og Cilles to søskende.

- Han var desværre lidt voldsom, og det kunne også nogle gange gå ud over ungerne, siger Cille.

Hun husker ikke, om hun også selv blev slået.

Da Cille var tre år gammel, ville hendes biologiske far gerne se hende igen, og der blev lavet en aftale om, at hun kunne komme på weekend hos ham.

- Han havde en kæreste, der syntes, at jeg græd for meget. Så han droppede mig igen og sagde, at jeg larmede for meget. Det gad han ikke at høre på, siger Cille.

I årene derefter dukkede han af og til op i Cilles liv.

- Han kom gerne ind, når han følte, at han havde tid til mig. Så sagde han: "Hey, skal vi ikke lige snakke sammen?" Og så, fordi jeg var en lille pige, der drømte om en far, så sagde jeg: "Jo, selvfølgelig", og lige så snart jeg begyndte at stole på ham, så smuttede han igen, siger Cille.

I dag har hun dog et godt forhold til sin far, fortæller hun.

Da Cille kom i skole, forandrede det hele sig til det værre.

- Jeg er blevet mobbet gennem hele min skolegang. Lige fra jeg startede i børnehaveklassen, til jeg gik ud af niende, det var mobning hele vejen igennem, fortæller Cille.

Snitsår i inderlåret

Hun har fortrængt de fleste af sine oplevelser fra dengang.

- Det eneste, jeg kan huske fra mobningen, er den dag, hvor jeg fik kastet en kniv i låret. Og så den dag, hvor jeg fik kastet et reb i hovedet og blev råbt ind i ansigtet: "Må vi ikke godt hjælpe dig med at slå dig selv ihjel?", siger Cille.

Mobningen var ifølge Cille selv den faktor, der udløste hendes skizofreni.

- I syvende eller ottende klasse, kunne jeg finde på at hoppe ud fra ting, fordi jeg følte, at jeg var i en tegneserie. Jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg var i en tegneserie, så der kunne ikke ske mig noget, siger hun.

Stemmerne kom gradvist – først var der Katjakaj og Bentebent, men i de sidste skoleår flyttede Kristina, Kirsten, Luna, Jens, Jesper, Ane, Janus og Amadeus ind i arkivkassen, hvor de har mobbet hende lige siden.

- Jeg får tit at vide, at jeg er en tyk, fucked up, irriterende luder. Og så får jeg tit at vide, at jeg er som en strandet hval, og jeg får tit at vide, hvor dejligt det ville være, hvis jeg ikke var her, siger Cille.

Hun begyndte også at skære i sig selv, fordi det gav hende ro for stemmerne.

- Det blev opdaget. Folk ringede til min mor og fortalte hende det. Men jeg fandt hurtigt ud af, at der ikke var nogen, der så mine inderlår, så der kunne jeg bare fyre den af, uden at nogen ville opdage det, siger Cille.

Derfor har hun i dag store ar på sine inderlår.

Flokken i arkivkassen

Hun har et klart billede af, hvordan hver eneste person i arkivkassen i hendes hoved ser ud, og hvordan de lyder.

Hun har sådan nogle indsugede kinder, og hun har sådan en lang tynd næse

Cille Jutta Storgaard, skizofren

Under et af sine interviews med TV 2 kommer Cille med et øjebliksbillede af, hvordan personerne opfører sig.

- Kristina hun sidder egentlig bare og fortæller mig, hvor træls, hun synes, du er, så hun er ikke særlig slem. Amadeus er i gang med at fortælle, at jeg skal amputere din arm og stege den bagefter. Jens han råber og skriger, hvad fanden i helvede jeg bilder mig ind sådan at sidde og fortælle om, hvem de er, siger Cille og fortsætter med at beskrive resten af flokken.

- Luna sidder og græder, som hun plejer, og Ane og Janus de messer, som de plejer. Kirsten spørger, om hun ikke skal hjælpe mig med at håndtere de andre, og Jesper er i gang med at fortælle mig, hvordan kameraerne fungerer, siger Cille.

Stemmerne er så invaliderende for Cille, at der er en hel masse ting, hun ikke kan.

- Jeg kan ikke føre lange dybe samtaler, fordi det bliver for hårdt at sortere fra. Jeg kan ikke gå ude alene, selvom det er højlys dag. Jeg kan ikke gå forbi en flok mennesker, jeg ikke kender, uden jeg bliver vanvittigt paranoid og er lige ved at gå over i et angstanfald, siger hun.

En velegnet forsøgsperson

Hun har egen lejlighed, hvor hun hver aften må sørge for, at samtlige hjørner er fuldt oplyst, da hun ellers får et angstanfald. For Cille ser nemlig hvide lysende øjne i alle skygger, og i praksis betyder det, at hun meget ofte sover hjemme ved sin mor.

I de senere år har Cille forsøgt at bedøve stemmerne med medicin, cannabisolie og musik, dog uden at de forstummede ret længe ad gangen.

Lige pludselig begynder jeg at grine og sige alle mulige onde ting

Cille Jutta Storgaard, skizofren

Men så var det, at hendes terapeut Vibeke Skovgaard hørte om forsøget med virtual reality.

Det hedder Challenge-projektet og blev i efteråret 2020 tilbudt til 266 skizofrene danskere i Region Hovedstaden, Region Nordjylland og Region Syddanmark.

Vibeke Skovgaard har fulgt Cille i to år og hjalp hende til at komme med i forsøget i sommeren 2020.

Netop fordi Cille har et meget tydeligt billede af de otte personer i sit hoved, var hun en ideel forsøgsperson.

- Cilles stemmer er meget tydelige, og hun har meget tydelige dialoger med dem. Derfor er det rigtig godt i forhold til de kriterier, der er til den her behandling, siger Vibeke Skovgaard.

Behandlingerne med virtual reality foregår en gang om ugen, og under første møde, genskabte Cille og Vibeke Skovgaard en af de modbydelige stemmer i Cilles hoved.

Mødet med Kristina

Hun hedder Kristina og er den mest dominerende af de otte.

- Kristina ser sådan lidt – ej uhhh, nu bliver hun fandme sur. Hun ser sådan lidt udsultet og sådan lidt creepy ud. Lidt uhyggelig. Hun har sådan nogle indsugede kinder, og hun har sådan en lang, tynd næse, fortæller Cille, mens Kristina skælder ud over beskrivelsen inde i hendes hoved.

Cille har også oplevet, at Kristina overtog kontrollen med hendes krop.

- Det var vanvittigt sygt at prøve, og jeg vil aldrig nogensinde prøve det igen. Jeg sad sammen med min lillebror. Vi var alene hjemme og havde det helt vildt hyggeligt. Men så begynder jeg lige pludselig at sidde og grine af ham og sige alle mulige onde ting til ham, og han begynder at græde, siger Cille.

Hun var forbløffet over situationen.

- Efterhånden kunne jeg jo godt høre, at det er sådan Kristina normalt siger, og så kunne jeg regne ud, at hun må jo have gjort et eller andet sygt, så hun fik taget over, siger Cille.

Ifølge Vibeke Skovgaard er det formentlig Kristina, der er den farligste af stemmerne.

- Cilles hørelseshallucination kommer med nogle rigtig modbydelige budskaber. Meget destruktive budskaber nogle gange, siger hun.

Selvom Kristina og de andre stemmer også opfordrer til vold, mord og selvmord, er Vibeke Skovgaard dog overbevist om, at de ikke kan få Cille til at slå eller det, der er værre.

Og behandlingen skal gøre Cille endnu bedre til at sige fra over for mylderet i arkivkassen.

Stemmen bliver virkelig

Under første behandlingsmøde fik Cille til opgave at skabe en fantomtegning af Kristina og udvikle en version af hendes stemme i et lydprogram.

Du kan se hende herunder.

Ved det næste møde skulle Cille og Kristina tale sammen i den virtuelle verden, men med den store forskel, at det nu var Vibeke Skovgaard, der styrede, hvad Kristina sagde.

- Når hun sidder i universet med VR-brillerne på og lytter til stemmen fra sin hørelseshallucination, så er det mig, der er hørelseshallucinationens stemme, og ind imellem hopper jeg tilbage og taler med hende som en terapeut med en almindelig stemme, siger Vibeke Skovgaard.

På den måde lærte Cille at svare igen på Kristinas ondskabsfuldheder.

Du kan høre nogle af ondskabsfuldhederne sagt med Kristinas stemme i videoen herunder.

Vibeke Skovgaard styrer Kristinas stemme under et af terapiforløbene. Video: Peter Møller

At leve med stemmerne

Formålet med at skabe en kunstig Kristina var ikke at slå den ægte Kristina ihjel, men at gøre Cille i stand til at leve med hende.

- Det vi håber for Cille efter det her forsøg, det er, at hun ikke skal skændes så meget med sine stemmer, og at de skal være mindre dominerende. Hun vil ikke være venner med dem, men hun vil gerne have, at de får et mere neutralt forhold, fortalte Vibeke Skovgaard inden behandlingens start.

TV 2 var med under behandlingerne, og du kan se, hvordan de foregik på TV 2 Play.

Rent fagligt er det jo en helt vild landvinding, hvis det holder på den lange bane

Vibeke Skovgaard, sygeplejerske

Det første møde med Kristina i virtual reality var meget overvældende for Cille, og hun fik angstanfald – som du kan se herunder.

Men efter seks behandlinger, mærkede hun en tydelig effekt.

- Det har været fuldstændig over alle forventninger. Det er helt vildt. Allerede nu har det hjulpet meget mere, end hvad jeg kunne have håbet på. Det er fuldstændig vanvittigt, siger Cille.

- Kristina kommer ikke med særlig gode argumenter længere, når vi diskuterer. Det der med at kalde mig en tyk luder, det kommer ikke længere. Nu får jeg bare at vide, at jeg er træls en gang om dagen, så det er fuldstændig vildt. Det er vanvittigt befriende, og jeg har aldrig oplevet sådan noget før, siger hun.

Amadeus og den lille engel

Heller ikke Vibeke Skovgaard har set noget lignende.

Hvad har vi her?

Vibeke Skovgaard, sygeplejerske

Hun syntes i begyndelsen, det var meget grænseoverskridende at skulle spille Kristinas rolle og fortælle Cille, at hun var fed og grim, men resultatet kom bag på hende.

- For mig som behandler at se den udvikling. Det er jo rørende. Det må jeg sige. Og rent fagligt er det jo en helt vild landvinding, hvis det holder på den lange bane. At se patienten lettet på den måde, det er helt nyt for mig, og det bliver jeg helt klart rørt af og meget meget optaget af. Hvad har vi her?, siger hun.

Forsøget med virtual reality til danskere med skizofreni løber foreløbigt frem til efteråret 2022.

Det har allerede hjulpet Cille så meget, at hun nu kan bo selv, og efter afsluttet behandling føler hun glad.

- Det er som at leve i en kæmpe drømmeverden. Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne smile og føle, at det var oprigtigt. Jeg tror aldrig, at jeg har haft det bedre, siger hun.

Der er dog et lille men.

- Amadeus har desværre fået storhedsvanvid. Han er lidt blevet den nye leder, siger Cille.

Heldigvis får hun hjælp fra en helt uventet kant til at håndtere ham.

- Når han begynder at skabe sig, står Kristina ved siden af og siger: ’Hold nu kæft!’ og ’opfør dig ordentligt!, fortæller Cille, der går så langt som til at kalde Kristina for "en lille engel".